Henrik Ibsens skrifter: Catilina - 1. versjon, grunntekst, 1. utg.

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Catilina
1. versjon, grunntekst, 1. utg.

Catilina

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

Catilina,

Drama i tre Acter,

af Brynjolf Bjarme.

Christiania.

I Kommission hos P. F. Steensballe.

F. Steens Bogtrykkeri.

1850.

Faksimile

Catilina.

Faksimile

Lucius Catilina, romersk Adelsmand.

Aurelia, hans Hustru.

Furia, en Vestalinde.

Curius, Catilinas Slægtning, en Yngling.

Manlius, en gammel Kriger.

Lentulus
Coeparius
Gabinius
Statilius
Cethegus unge romerske Adelsmænd.

Ambiorix
Ollovico Allebrogernes Gesandter.

En Vestalinde.

En Olding.

Betjente ved Vestas Tempel; Tjenere, Gladiatorer, Krigere og Allebrogernes Ledsagere.

En Aand.

Første og anden Act foregaaer ved og i Rom, tredie
Act i Etrurien.

Faksimile

Første Act.

Landeveien ved Rom; i Baggrunden fremrage Byens Taarne
og Mure. Det er Aften.

Catilina staaer lænet mod et Træ til Venstre, hen-
sunken i Eftertanke.

– – – – – – – (efter en Pause.)

Jeg maa, jeg maa, saa byder mig en Stemme,

i Sjælens Dyb, og jeg vil følge den; –

jeg føler Kraft og Mod til noget bedre,

til noget Høiere end dette Liv –

en Række kun af tøilesløse Glæder! –

Nei, nei, de fyldestgjør' ei Hjertets Trang!

– Jeg sværmer vildt; kuns Glemsel er min Higen,

det er forbi! mit Liv har intet Maal! – –

– – – – – – – – – – – – –

Ha! hvad blev vel af mine Ungdomsdrømme?

Som lette Luftgestalter de forsvandt, –

kuns bitter Skuffelse de lod tilbage,

hvert dristigt Haab har Skjæbnen røvet mig!

Faksimile

s. 6

(med Heftighed)

Foragt dig selv, foragt dig, Catilina!

den ædle Kraft du føler i din Sjæl, –

og hvad er Maalet vel for al din Stræben?

Kuns Mættelse for sandseligt Begjær!

(roligere)

Dog stundom end, som nu i denne Time,

en lønlig Tanke ulmer i mit Bryst!

Ha! naar jeg seer mod Staden hist, det stolte,

det høie Roma, – og den Usselhed

og det Fordærv, hvortil det længst er sjunket,

fremtræder skarpt og klarlig for min Sjæl, –

da raaber høit en Stemme i mit Indre:

«Vaagn, Catilina! Vaagn, og vord en Mand!» – –

(afbryder sig selv.)

Dog, det er Gjøglespil og Nattens Drømme,

og Eensomhedens Aandefostre kun;

ved mindste Lyd fra Virklighedens Rige

de flygte ned i Sjælens tause Dyb! – – –

– – – – – – – – – – – – –

Ambiorix, Ollovico med deres Ledsagere komme ind fra Høi-
re, uden at bemærke Catilina.

Ambiorix.

See hist vor Reises Maal, det stolte Romas Mure;

mod Himlen rager frem det høie Capitol.

Ollovico.

Saa det er Roma da? Italiens Herskerinde,

og snart Germaniens, Galliens og maaskee!

Faksimile

s. 7

Ambiorix.

Desværre, ja, – saa tør det maaskee vorde,

og haardt og tungt er Romas Herredom;

til Jorden ned den Kuede det tynger; –

thi kom vi hid, afsendte fra vort Folk,

at søge Ret for Krænkelserne hjemme,

og Ro og Fred for Allebrogerland.

Ollovico.

Og det vil skjænkes os;

Ambiorix.

Det vil vi haabe;

thi sikkert veed vi det Modsatte ei.

Ollovico.

Du frygter, synes det?

Ambiorix.

Maaskee med Rette!

Nidkjær var Roma stedse for sin Magt; –

Og see, Ollovico, see dette stolte Rige

regjeres ei af Høvdinger, som vi;

derhjemme vælges ud den Viseste, den Bedste,

den Klogeste i Raad, den Kjækkeste i Strid;

ham kaare vi, den Første af vor Stamme

til Leder ud, til Hersker for vort Folk; –

men her – –

Catilina (træder raskt frem.)

– – her hersker smudsig Egennytte; –

Faksimile

s. 8

ved List, Bestikkelse man vorder Hersker her!

Ollovico.

O! høie Guder! han har os beluret!

Ambiorix.

Er saa den ædelbaarne Romers Skik?

Et Qvindeværk er det i vore Dale!

Catilina.

Frygt ikke, – Speiden er ei min Bedrift –

tilfældig kun jeg hørte Eders Tale; –

fra Allebrogerlandet komme I?

I Roma troe I, Retfærd er at finde?

Vend om, Forblindede! her raader Tyrannie

og Uretfærd langt meer end nogensinde,

en Republik af Navnet er det vel,

og dog, hver Borger er en bunden Slave,

forgjældet og afhængig som en Træl

af et Senat, tilfals for Gunst og Gave.

Her raader ei den høie Romeraand,

det Frisind, Roma havde længst i Eie;

viid, Liv og Sikkerhed er af Senatets Haand

en Gave, som med Guld man maa opveie!

Her raader Magtsprog, ei Retfærdighed,

den Ædle staaer af Vælden overskygget.

Ambiorix.

Saa siig! hvo er da Du, der styrter ned

den Grund, hvorpaa vort hele Haab var bygget?

Faksimile

s. 9

Catilina.

En Mand, der føler varmt for Friheds Sag,

en Fiende af uretfærdigt Vælde –

en Ven af hver en Undertrykt, hver Svag,

med Mod og Kraft, den Mægtige at fælde!

Ambiorix.

Det ædle Romerfolk? ha, Romer! svar!

Du sikkert vil den Fremmede bedrage

er det ei mere, hvad det fordum var –

Tyranners Skræk, Beskytter for den Svage?

Catilina (med Alvor)

See, Allebroger! imod Vest og skuer

paa Høien hist det stolte Capitol,

hvordan i rødlig Aftenglands det luer

i sidste Gløden ifra Vestens Sol.

Saa flammer ogsaa Romas Aftenrøde,

dets Frihed hylles ind i Trældoms Nat,

– dog, paa dets Himmel snart en Sol skal gløde,

og for dens Straaler svinder Mulmet brat.

(de gaae.)

En Søilegang i Rom.

Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus komme ind i iv-
rig Samtale.

Coeparius.

Ja, Du har Ret, det vorder stedse værre,

Faksimile

s. 10

– hvad Enden bliver, veed jeg ikke selv.

Cethegus.

Ei! – aldrig falder det mig ind at tænke

paa Saadant – Øieblikket nyder jeg;

hver Glædens Frugt jeg plukker mig og lader

det Hele gaae sin egen skjæve Gang.

Lentulus.

Vel den, der kan, det mig forundtes ikke

saa ligegyldig at imødesee

en Fremtid, da ei Mere er tilovers,

da ingen Fordring fyldestgjøres kan.

Statilius.

Og ingensinde Udsigt til det Bedre;

dog kan det nægtes ei, en saadan Leveviis –

Cethegus.

O! tie med Sligt –

Lentulus.

– – – Mit sidste Arvestykke

er end idag for Gjæld berøvet mig!

Cethegus.

Nu væk med Sorgen, følger mig, vi ville

i lystigt Bacchanal forglemme den.

Coeparius.

Ja, ja, det ville vi, – afsted I muntre Venner!

1**

Faksimile

s. 11

Lentulus.

Nei, venter lidt, hist kommer Manlius,

vor gamle Ven, han vil os sikkert følge.

Manlius (træder heftig ind.)

Forbandet være dem, de lumpne Hunde!

Retfærdighed de kjende ikke meer!

Lentulus.

Hvad er paafærde? hvorfor saa forbittret?

Statilius.

Har Creditorer ogsaa plaget Dig?

Manlius.

Heel andet. Hør! Som I jo alle vide,

i Sullas Hær har jeg med Hæder tjent;

et Stykke Agerland var min Belønning;

da Krigen var tilende leved' jeg

i Rolighed, til Nød det mig ernæred';

nu er det mig berøvet, som det hed'

for Statens Eiendomme at inddrage

til ligelig Fordeling paa Enhver;

det er et Røverie og intet andet,

kuns egen Fordeel er der sigtet til.

Coeparius.

Saa handler man med vore Rettigheder,

den Mægtige regjerer som Tyran!

Faksimile

s. 12

Cethegus (muntert)

Det er Ulykke nok og dog en værre

er rammet mig, som snart I høre skal; –

tænk Eder kun, min hulde Elskerinde,

min Tullia har skjændigt mig forladt,

just nu, da Alt, hvad end var mig tilovers,

for hendes Skyld alene var forødt!

Statilius.

Din Overdaad tilskrives maa det ene.

Cethegus.

Tilskriv det, hvad Du vil, jeg giver ei

paa mine Ønsker Slip, dem vil jeg stille

tilfreds saa længe, som jeg det formaaer!

Manlius.

Og jeg, der tappert kjæmped for den Hæder,

den Magt, hvormed de Stolte prale nu! –

– jeg skal – – ha! var den gamle tappre Skare

af mine Vaabenfæller endnu her:

men nei, de fleste af dem ere døde,

og de Gjenlevende er spredt' i Verden om, –

– og hvad er' I, den unge Slægt mod hine?

For Magten bøies I til Støvet ned;

I have Mod, ei Lænkerne at bryde,

I foretrække dette Trælleliv!

Lentulus.

Ved Guderne! skjøndt dristigen han taler,

Faksimile

s. 13

er Sandhed dog, i hvad han sagde der.

Cethegus.

Ja vel, ja vel, det maae vi ham indrømme,

men hvordan gribe fat, see det er Tingen just.

Lentulus.

Ja Sandhed er det! see I, længe taalte

vi Undertrykkelsen, nu er det Tid

at kaste af de Baand, som Uretfærd

og Herskesyge rundt om os har flettet!

Statilius.

Ha! jeg forstaaer dig Lentulus, dog see,

dertil behøve vi en kraftig Leder,

– med Mod og Indsigt nok; hvor findes han?

Lentulus.

Jeg kjender een, der mægter os at lede –

Manlius.

Du mener Catilina?

Lentulus.

– – Netop ham!

Cethegus.

Ja, Catilina, ja, han er den Eneste!

Faksimile

s. 14

Manlius.

Jeg kjender ham; jeg var hans Faders Ven,

og ved hans Side mangen Kamp jeg kjæmped'

hans lille Søn i Striden fulgte ham –

ja dengang alt var Drengen vild, ustyrlig –

Dog, sjeldne Gaver findes der hos ham;

hans Sjæl er høi, hans Mod urokkeligt.

Lentulus.

Jeg troer at finde ham ret beredvillig,

jeg mødte ham i Aftes dybt forstemt;

han ruger over hemmelige Planer,

et dristigt Maal han havde længst isigte.

Statilius.

Ja, Consulatet har han længe søgt –

Lentulus.

Det vil ei lykkes ham, – thi bittert har

hans Fiender imod ham talet –

han var tilstede selv, og rasende

forlod han Raadet, pønsende paa Hævn.

Statilius.

Da gaaer han sikkert paa vort Forslag ind!

Lentulus.

Jeg haaber det; vi ville søge ham,

ledsag I mig; – Tiden er os gunstig!

(de gaae.)

Faksimile

s. 15

Vestas Tempel.

I en Nische i Baggrunden brænder den hellige Ild. Ca-
tilina og Curius liste sig ind og stille sig bag Søilerne
i Forgrunden.

Curius.

Hvad, Catilina! hid Du fører mig

i Vestatemplet?

Catilina (leende)

– – Nu, ja! som Du seer!

Curius.

I Guder! hvilket Letsind! end idag

har Cicero, din Uven mod Dig tordnet –

og dog Du kan – –

Catilina.

– – O! lad det være glemt –

Curius.

Du er i Fare og forglemmer den,

ved blindt at styrte Dig udi en anden!

Catilina (muntert)

Forandring er min Lyst; jeg aldrig talte

blandt Vestalinderne en Elskerinde,

thi kom jeg hid, min Lykke at forsøge!

Faksimile

s. 16

Curius.

I høie Guder! dog, det er vel Spøg?

Catilina.

En Spøg? ja vist! som al min Kjærlighed,

men Alvor er dog, hvad jeg nys Dig sagde; –

da under sidste Fest igjennem Romas Gader

i Procession Præstinderne jeg saae,

tilfældigviis paa een af dem jeg fæsted'

et Øiekast, og med et flygtigt Blik

hun mødte mit – det trængte gjennem Sjælen,

og dette Udtryk i det dunkle Øie

jeg aldrig saa hos nogen Kvinde før.

Curius.

Det vil jeg troe – men sig, hvad fulgte siden?

Catilina.

I Templet her jeg har mig listet ind, –

alt flere Gange seet, talt med hende;

ha, hvilken dyb Forskjel imellem hende

og min Aurelia –.

Curius.

Og begge elsker Du

paa eengang, nei! det kan jeg ei begribe –

Catilina.

Besynderligt! jeg fatter det ei selv,

og dog, det er aldeles, som Du siger, –

Faksimile

s. 17

men ha! hvor er min Elskov heel forskjellig –

Aurelia er øm og stemmer tit

med blide Ord til Mildhed dette Hjerte,

men Furia, – dog tys! der kommer Nogen –

Furia. (kommer ind)

Forhadte Haller! Vidner til den Smerte,

til den Kval, hvortil jeg er fordømt!

hver herlig Tanke, hvert et Haab jeg nærte

er slukt i dette Hjerte – gjennemstrømt

af Febergysen snart, og snart af Gløden,

meer heed og brændende, end Flammen der.

Ha, hvilken Skjæbne – og hvad var vel Brøden,

som fængsled' mig til dette Tempel her,

som røved' mig enhver min Ungdomsglæde

i Livets skjønne Vaar hver skyldfri Lyst; –

dog, ingen Taare skal mit Øie væde –

– kun Had og Hevn beliver dette Bryst!

Catilina (træder frem)

Og heller ei for mig en anden Lue,

en mere blid Du nærer, Furia?

Furia.

I Guder! ha! Forvovne, atter her!

Du frygter ei – – –

Catilina.

– – – Jeg kjender Frygten ei;

at møde Faren stedse var min Lyst!

Faksimile

s. 18

Furia.

O herligt, herligt! saa er og min Tanke,

og dette Tempel hader jeg desmeer,

fordi i Tryghed roligen jeg lever

og ingen Fare bag dets Mure boer –

– og denne tomme, handlingsløse Virken,

et Liv saa mat, som Lampens sidste Blus,

ha! hvilken Tumleplads for denne Fylde

af høie, stolte Planer i mit Bryst;

det knuges sammen mellem disse Mure,

hvor Livet stivner, Haabet slukkes ud,

hvor Dagen mat og døsig sig hensniger,

hvor ingen Tankens Gjenstand bydes frem.

Catilina.

Ha! Furia! hvor sælsom er din Tale!

den klang som Toner fra min egen Barm,

som om med Flammeskrift Du vilde male

enhver min Higen, svulmende og varm, –

saa knuger Smerten ogsaa dette Hjerte,

som dit, af Hadet hærdes det til Staal, –

som Dig, mig røvedes hvert Haab, jeg nærte,

mit Levnet er som dit – foruden Maal –

– Dog, jeg gjemmer taus min dybe Smerte,

og ingen aner, hvad der gløder her –

– de oversee, foragte mig, de Usle –

de vide ei, hvor høit mit Hjerte slaaer

for Ret og Frihed og for alt, hvad Ædelt

bevæged' sig i nogen jordisk Barm!

Faksimile

s. 19

Furia.

O! herligt! denne Sjæl, og ingen anden

er skabt for mig, saa raaber høit en Røst

fra Hjertets Dyb, og den bedrager ikke –

saa kom! o kom! vi ville lyde den – –

Catilina.

Hvad mener Du? min skjønne Sværmerinde!

Furia.

Vel! lad os flygte bort fra dette Sted,

et bedre Fødeland vi ville finde –

her kues Aandens høie, stolte Flugt –

her slukker Lavhed hver en herlig Funke

førend til Flammer høit den blusser frem –

Kom! lad os flygte – ha! for Frihedssindet

er hele Jordens Kreds et Fædrehjem!

Catilina.

Ha! mægtigt tryllende din Tale lyder – –

Furia.

Saa lad os fly i dette Øieblik –

over Bjerge hist bag Havets Flade,

langt fra Roma standser først vor Flugt –

en talrig Venneflok Dig sikkert følger

i fjerne Lande fæste vi vor Bo –

der herske vi og vil ei meer fordølge,

at intet Hjerte slog som disse to! –

Faksimile

s. 20

Catilina.

O! skjønt! dog sig, hvi skulle vi vel fly?

– see her kan ogsaa Frihedsflammen næres –

her findes og Anledning til Bedrift,

saa stor som selv din Sjæl forlanger den – –

Furia.

Her, siger Du, her i det usle Rom,

hvor Slavesind og Tyranni kun findes –

Ha! Lucius! er ogsaa Du blandt dem,

som maa med Rødme Romas Fortid mindes,

hvad var det eengang, og hvad er det nu –

dengang en Helteflok, og nu en Skare

af usle Trælle – –

Catilina.

– – Spotter ogsaa Du?

Da vid! for Romas Frihed at bevare,

for end engang at see dets høie Glands,

med Glæde jeg som Curtius mig styrted

i Svælget ned. – –

Furia.

– – – O, ti! i sælsom Ild

dit Øie gløder – Du har Sandhed talt –

dog gaa – thi snarlig vil Præstinderne

hid komme, som paa denne Tid de pleie.

Catilina.

Jeg gaaer – dog snart Du seer mig her igjen –

Faksimile

s. 21

en Tryllekraft mig fængsler til din Side –

en Kvinde, stolt som Du, jeg aldrig saae –

Furia (med et vildt Smiil)

Saa lov mig Eet, og sværg, at Du vil holde,

hvad Du mig lover, – vil Du Lucius?

Catilina.

Jeg vil Alt, hvad min Furia forlanger;

i dette Hjerte hersker ene Du –

Furia.

Saa viid, endskjønt i Templet her jeg lever,

i Roma mellem Eder findes Een; –

ham har jeg svoret Fiendskab til Døden,

og Had bag Gravens dunkle Skygger selv.

Catilina.

Nu vel –

Furia.

– – Saa sværg, min Fiende skal vorde

til Døden din, sig, vil Du, Lucius?

Catilina.

Det sværger jeg ved alle høie Guder,

ved min Moders Minde, ved min Faders Navn,

høit sværger jeg – men sig, hvad fattes Dig

– min Furia! dit Øie sælsomt flammer,

og marmorhvid som Døden er din Kind!

Faksimile

s. 22

Furia.

Jeg veed ei selv – som Ild i mine Aarer

det gløder, – dog, bliv ved – sværg end engang –

Catilina.

Udøser, høie Guder, paa min Isse

al eders Hevn og lad jer Vredes Lyn

mig sønderknuse, hvis min Eed jeg bryder;

en Dæmon lig, jeg skal forfølge ham!

Furia.

Alt nok, jeg troer Dig, ha! min Barm det letted'

– i dine Hænder hviler nu min Hævn!

Catilina.

Jeg skal udføre den, dog sig mig, Furia!

hvo er han, og hvad var hans Brøde vel?

Furia.

Ved Tibers Bredder, langt fra Romas Mure

min Vugge stod, der var mit stille Hjem,

førend jeg viedes til Vestalinde; –

en elsket Søster leved' der med mig;

– da kom en Nidding til vor stille Bolig, –

han saae den rene, skjønne Lillie der – –

Catilina (overrasket)

I høie Guder! – –

Faksimile

s. 23

Furia.

– – Han forførte hende – –

I Tibers Vover søgte hun sin Grav!

Catlilna (urolig)

Du kjender ham?

Furia.

– – Jeg saae ham aldrig der –

jeg vidste Intet, før det var for seent!

Nu kjender jeg hans Navn – –

Catilina.

– – Saa nævn det da!

Furia.

Du sikkert kjender ham, vid, det er Catilina!

Catilina (farer tilbage)

Ha! rædsomt – Furia! – hvad siger Du?

Furia.

Hvad fattes Dig, kom til Dig selv! Du blegner –

sig Lucius! er han maaskee din Ven?

Catilina.

Min Ven! nei Furia! – nu ikke mere,

– jeg har forbandet, svoret evigt Had

– – – mig selv –

Furia.

– – Dig selv, Du – Du er Catilina?

Faksimile

s. 24

Catilina.

Jeg er det – –

Furia.

– – Du min Tullias Forfører?

Ha, saa har Nemesis jo hørt min Bøn –

selv har Du Hevnen over Dig nedkaldet;

vee Dig – Forfører! vee Dig – –

Catilina.

– – Ha! hvor fælt

dit Øie stirrer – ha! den Dødes Skygge

Du synes lig i Maanens blege Skin.

(iler ud.)

Furia (efter en Pause, med vild Heftighed)

Ha, nu forstaaer jeg det – for mine Blikke

er Sløret faldet, og jeg fatter Alt;

Had var det, som fra første Gang jeg skued'

paa Gaden ham, sig fæsted i mit Bryst –

en sælsom Følelse, en vild, en blodrød Flamme!

Ja, han skal føle, hvad et Had, som mit,

et evigt flammende foruden Grændse,

foruden Maal skal bringe over ham!

En Vestalinde træder ind:

Gaa, Furia! snart Timen er tilende,

thi kom jeg hid – – dog, hellige Gudinde!

hvad seer jeg – vee dig, vee dig, Flammen slukt!

Faksimile

s. 25

Furia. (vildt)

Slukt, siger Du – den brænder vildt endnu,

– den slukkes ei – –

Vestalinden.

I Guder! hvad er dette!

Furia.

Nei, Hadets Ild udslukkes ei saa let –

see Kjærlighedens blusser frem og synker

i samme Stund, men Hadet – –

Vestalinden.

– – Himmelske Gudinde!

O, hjælper! hjælper! det er Vanvid jo –

(Endeel Tempeltjenere ile ind.)

Nogle.

Hvad er paafærde? –

Andre.

– Vestaflammen slukket! –

Furia.

Her, i mit Hjerte flammer det endnu!

Vestalinden.

Bort, bort med hende, med Forbryderinden!

(de føre hende bort.)

Faksimile

s. 26

Curius (træder frem)

Ha! til Døden bort de føre hende,

Nei, nei, ved Guderne, det maa ei skee!

Skal hun, det stolte, dette høie Væsen

med Skjændsel lide en Forbryders Død!

O, aldrig følte jeg mig saa tilmode!

hvor dybt har hendes Billed' præget sig

ind i mit Hjerte; ha, hvad fattes mig,

mon er det Kjærlighed? Ja, saadan er det –

– Jeg redder hende, – o, men Catilina?

Med evigt Had hun vil forfølge ham; –

er der ei nok af dem, der hade ham,

skal jeg endnu hans Fiender forøge?

Han var mig længst jo i en Faders Sted –

mig byder Pligten at beskytte ham; –

– men Kjærligheden? Ha! hvad byder den?

Og skulde han, den stolte Catilina

vel skjælve for en Qvindes Vrede? Nei,

det maa udføres end i denne Stund!

Ja, Furia! jeg, jeg skal redde Dig

fra Døden, gjældte det endog mit Liv!

(gaaer hurtig bort.)

Et Værelse i Catilinas Huus.

Catilina (træder med Heftighed ind.)

«Ha, saa har Nemesis jo hørt min Bøn;

Faksimile

s. 27

selv har Du Hævnen over Dig nedkaldet.» –

– Saa lød det jo fra Sværmerindens Læbe –

– forunderligt – maaskee det var et Vink,

et Varsel om hvad Fremtiden vil bringe.

– Saa har jeg selv med Eed mig viet ind

til evig Hævner af min egen Brøde!

Ha, Furia! mig tykkes end jeg seer

dit Flammeblik, vildt som en Hævngudindes,

mens huult dit Ord end toner i min Sjæl,

og evig, evig skal min Eed jeg mindes – –

(afbryder sig selv.) (Under den følgende Replik har Aurelia ubemærket
nærmet sig ham.)

– Dog, det er taabeligt at tænke meer

paa denne Galskab – andet er det ikke –

en bedre Retning har min Grublen jo –

en større Gjenstand eier Sjælens Blikke;

– Ha, mine Planer har et mægtigt Krav,

paa dem jeg maa enhver min Tanke vende;

mit Indre bølger som et stormfuldt Hav – –

Aurelia (griber hans Haand.)

Tør din Aurelia ei Grunden kjende;

tør hun ei vide, hvad der i dit Bryst

bevæger sig, og kjæmper vildt derinde –

tør hun ei yde Dig en venlig Trøst

og bringe Sjælens Mulm til at forsvinde?

Catilina (blidt)

O, min Aurelia! hvor Du er god og øm,

Faksimile

s. 28

dog sig! hvi skal jeg Livet Dig forbittre;

hvi skal Du dele hver en Sorg med mig –

– ha, nok af Smerte har jeg Dig forskaffet;

er det ei nok, at paa min Isse har

en mørk, en fiendtligsindet Skjæbne dynget

al den Forbandelse, der ligger i

Foreningen af ædle Sjælekræfter,

af varm Begeistring for et daadrigt Liv,

med usle Baand, der kue Aandens Stræben. –

– Skal ogsaa Du, i lange, tunge Drag

min Smertes bittre Skaal til Bunden tømme!

Aurelia.

En kjærlig Trøst er stedse Qvindens Sag,

kan hun end ei som Du om Storhed drømme; –

Naar Manden kjæmper for sin stolte Drøm,

og al hans Løn er Skuffelse og Kummer,

da lyder hendes Tale blid og øm –

hun dysser ind ham til en rolig Slummer;

da finder han, at og det stille Liv

har Glæder, som den vilde Tummel savner.

Catilina.

Ja, Du har Ret – heel vel jeg føler det,

og dog, jeg kan mig ei fra Larmen rive –

en evig Uro gjærer i min Barm –

kuns Livets Tummel mægter den at stille.

Aurelia.

Er din Aurelia Dig ikke nok?

Faksimile

s. 29

formaaer hun ei din Sjæl tilfreds at stille –

saa aabn' dit Hjerte for et venligt Ord,

en kjærlig Trøst ifra din Hustrus Læbe.

Kan hun ei mætte denne vilde Trang,

kan hun ei følge dine Tankers Flyven:

vid, jeg formaaer at dele hver din Sorg;

har Kraft og Mod at lette dine Byrder!

Catilina.

Saa vid da, min Aurelia, hvad der

i dette Øieblik mig dybt har grebet; –

Du veed jeg længst har Consulatet søgt –

foruden Held – Du kjender jo det Hele –

hvordan for Stemmer at forskaffe mig

jeg har forødt – –

Aurelia.

– – O, ti! min Catilina!

Det smerter mig – – –

Catilina.

– – – Bebreider Du mig og –

– Hvad Middel var vel ellers mig tilbage? –

– til ingen Nytte er det Hele spildt! –

kuns Haan og Skjændsel er, hvad jeg har vundet; –

nys i Senatet har min Fiende

Marcus Cicero mig bittert krænket –

hans Tale var en Skildring af mit Liv,

saa rædselfuld, at selv jeg maatte gyse; –

i hvert et Blik jeg læser taus Foragt,

Faksimile

s. 30

med Afsky nævnes Navnet Catilina,

til fjerne Efterslægt det bringes vil

som Billed paa en fæl, en rædsom Blanding

af Tøilesløshed og af Usselhed,

af Haan og Foragt for det Ædle, Høie,

og ingen Daad skal værne om hans Navn,

og vidne mod, hvad skjændigt man har løiet,

Enhver vil troe, hvad Rygtet har fortalt – –

Aurelia.

Men jeg, jeg troer det ei, min Catilina!

Lad hele Verden end fordømme Dig,

lad den kun Skjændsel paa dit Hoved tynge;

jeg veed, Du gjemmer i din høie Sjæl

en Spire, som kan ædle Frugter bære –

men her formaaer den ei at bryde frem,

og giftigt Ukrud vil den snarlig kvæle. –

Lad os forlade dette Sorgens Hjem;

hvad binder Dig? hvi skulle her vi dvæle!

Catilina.

Hvad mener Du, jeg skulde drage bort?

Jeg skal opgive mine stolte Tanker; –

– den Druknende – endskjøndt foruden Haab

sig klynger fast dog til de knuste Planker; –

naar Vraget sluges af den vaade Grav,

og hvert et Haab om Redning er forsvunden,

den sidste Planke han med sidste Kraft

omfatter, synkende med den til Bunden – –

Faksimile

s. 31

Aurelia.

Men naar en venlig Kyst tilsmiler ham

med grønne Lunde langs med Havets Vove,

da vaagner Haabet atter i hans Barm; –

han stræber did, imod de lyse Skove –

– der er det skjønt – der hersker stille Fred,

der pladsker Bølgen venligt imod Stranden,

der lægger han de trætte Lemmer ned

og kjølig Aftenvind omvifter Panden;

den jager bort hver Sorgens mørke Sky,

en stille Fred bli'r i hans Sind tilbage;

der dvæler han, og finder kvægsom Ly

og Glemsel for de svundne, mørke Dage; –

Det fjerne Echo kuns af Verdens Larm

formaaer at trænge til hans stille Bolig;

– det bryder ikke Freden i hans Barm,

det gjør hans Sjæl end mere glad og rolig;

det minder ham om den forsvundne Tid,

hans knuste Planer og hans vilde Glæder; –

– han finder dobbelt skjønt det stille Liv,

og bytter ei med nogen Romers Hæder!

Catilina.

O, skjønt Du taler! og i denne Stund

jeg kunde følge Dig fra Livets Tummel, –

dog sig, hvor skulle vi vel flygte hen,

hvor skulle vi i stille Ro vel leve – –

Aurelia (glad)

Du vil, min Catilina! hvilken Fryd!

Faksimile

s. 32

o, mere end mit Bryst formaaer at rumme –

– hvi dvæle vi – – o, selv i denne Nat –

vi drage kan afsted – –

Catilina.

– – Hvor skal vi drage? –

hvor findes Stedet, hvor jeg lægge kan

til Roe mit Hoved. – – –

Aurelia.

– – – Kan Du saadan tale,

har Du forglemt vort lille Landsted, hvor

min Vugge stod, og hvor vi siden glade

og lykkelige i en salig Ro

har levet mange muntre Sommerdage.

Hvor var vel Græsset mere grønt, end der?

Hvor større Kjølighed i Skovens Skygge!

Den lille Villa mellem dunkle Træer

fremtitter vinkende i rolig Hygge.

Did flygte vi og vie ind vort Liv

til landlig Rolighed, til stille Glæde; –

der skal opmuntre Dig en kjærlig Viv,

med Kys hun skal enhver din Kummer sprede –

(smilende)

og naar, med Markens Blommer i din Favn,

Du træder ind til mig – din Herskerinde –

da raaber jeg min Blomsterfyrstes Navn,

og binder Laurbærkrandsen om hans Tinde!

– – – Men sig, hvad fattes Dig? Du knuger vildt

min Haand, og sælsomt flamme dine Blikke. –

Faksimile

s. 33

Catilina.

Vee mig, Aurelia! dit Haab er spildt;

didhen at føre Dig formaaer jeg ikke; –

jeg kan ei – –

Aurelia.

– – Guder! hvor Du skrækker mig,

dog, ikke sandt? Du spøger, Catilina!

Catilina.

Jeg spøge! ha! er dertil jeg istand,

naar hvert dit Ord, som Hævnens skarpe Pile

igjennembore dette pinte Bryst,

som Skjæbnen aldrig end forundte Hvile – –

Aurelia.

I Guder! sig, hvad mener Du – –

Catilina.

– – – See her!

her er din Villa, her din Fremtids Glæde –

(trækker en Pung med Guld frem, og kaster den
med Heftighed paa Bordet.)

Aurelia.

O! Du har solgt – –

Catilina.

– – Ja, end i denne Dag –

Og i hvad Hensigt – ha! for at bestikke – –

2**

Faksimile

s. 34

Aurelia.

O ti! o ti! – lad os ei tænke meer –

paa denne Sag, – den volder jo kun Smerte!

Catilina.

Ha! meget meer din Blidhed knuser mig,

end hver en bitter Klage fra Din Læbe –

En gammel Soldat (trædet ind og nærmer
sig Catilina.)

Tilgiv mig, Herre! at jeg træder ind

umeldt ved Aftenstid her i din Bolig; –

Tilgiv – – –

Catilina.

– – Sig frem! hvad vil Du her?

Soldaten.

Mit Ærind' er en ydmyg Bøn, – Du sikkert

vil den høre. – Jeg er en fattig Mand,

som offret har min Kraft for Romas Hæder; –

nu er jeg svækket – kan ei tjene meer

og mine Vaaben hænge rustne hjemme; –

mit hele Haab stod til min Søn, – han har

med sine Hænders Arbeid' mig ernæret.

Ak! for en Gjæld han sidder fængslet nu –

og ingen Redning – hjælp mig! hjælp mig, Herre!

(knælende)

En lille Skjærv! jeg vandret har fra Dør

Faksimile

s. 35

– til Dør, men ak! enhver forlængst var lukket, –

jeg kan ei mere – –

Catilina.

Ja! det ligner dem!

See, Aurelia! saadan behandler man

den gamle tappre Veteranerskare, –

Taknem'lighed er ei i Roma meer! –

Der var en Tid, da jeg i billig Harm

gad hævne mig med Sværd og vilde Flammer,

men see! i denne Stund jeg kan det ei –

mit Sind er barnligmildt – jeg kan ei hævne, –

at lindre Sorgen er jo og Bedrift –

der, Olding! tag, Du kan din Gjæld betale. –

(rækker ham Guldet.)

Soldaten.

O! høie Guder! kan jeg troe dit Ord? –

Catlilna.

Ja! skynd Dig Gamle, gaa og løs hans Lænker!

(Soldaten gaaer hurtigt bort.)

– En bedre Brug – ei sandt Aurelia!

end til Bestikkelser, til Uretfærd!

vel er det skjønt at styrte en Tyran,

– – men stille Trøst har ogsaa sin Belønning!

Aurelia (kaster sig i hans Arme.)

O! stor og ædel er endnu din Sjæl!

Nu kjender jeg igjen min Catilina!

Faksimile

s. 36

En underjordisk Hvælving.

En Lampe brænder mat. I Baggrunden en stor Jerndør.
Furia staaer midt i Hvælvingen, iført en sort Dragt,
og i en lyttende Stilling.

Furia.

– – – – – – – –

– Det drønner huult! det tordner hist deroppe!

den fjerne Larm gjenlyder ned til mig –

– men her, i Underverdnen er det stille!

– Ha! er til døsig Ro jeg evig dømt? –

– skal end ei her i vilde Labyrinther

jeg færdes om, som stedse var min Lyst – –

(efter en Pause)

Det var et sælsomt Liv! en sælsom Skjæbne,

Kometens lig, der flygtig kom og svandt!

Han mødte mig! en mægtig Tryllekraft –

en indre Sympathi os førte sammen; –

jeg var hans Hævngudinde, han mit Offer – –

– men Straffen fulgte Hævnerinden brat!

(en Pause)

Nu er det tyst deroppe, – fjernes jeg

alt meer og mere ifra Lysets Bolig?

ha, vel! hvis saa det er – hvis denne Dvælen

i Hulen her i Grunden er en Flugt

paa Lynets Vinge ned mod Mørkets Lande,

hvis alt jeg nærmer mig den vilde Styx!

Faksimile

s. 37

Der ruller Bølgen blytung imod Bredden,

der roer Charon lydløs i sin Baad –

– snart er jeg der – der vil jeg taus mig sætte

ved Færgestedet, – spørge hver en Aand,

hver flygtig Skygge, som fra Livets Rige

med lette Fjed sig nærmer Dødens Land –

– vil spørge ham om, hvordan Catilina

– vel færdes blandt de Levende deroppe,

vil spørge om, hvordan han holdt sin Eed!

Jeg lyse vil med blaalig Svovelfakkel

hver Dødning ind i Øiets matte Dyb; –

imellem Tusinder jeg kjender Catilina,

– og naar han kommer, vil jeg følge ham,

– da gjør vi begge Overfarten sammen,

betræde begge Proserpinas Hal; –

jeg og som Skygge følge skal hans Fjed, –

hvor Catilina er, maa Furia jo være!

(en Pause)

Ha! Luften bliver stedse mere lummer,

og Aandedrættet mere tungt end før; –

saa nærmer jeg mig da de mørke Sumpe,

hvor Underverdnens Floder strømme tyst – –

(lytter, – man hører en svag Larm.)

– Et sagte Drøn – som Aareslag det lyder,

det er de Dødes Færgemænd, som alt

mig hente vil – men her, her vil jeg vente! –

(Jerndøren i Baggrunden aabnes sagte, og
Curius viser sig, sagte vinkende.)

Vær hilset Charon! er Du alt bered'

Faksimile

s. 38

at føre mig som Gjæst til Dødens Haller – –

her vil jeg vente – –

Curius.

– – Ti! og følg mig kun – –

Faksimile

Anden Act.

Et Værelse i Catilinas Huus.

Catilina gaaer op og ned ad Gulvet. Lentulus og Cethegus.

Catilina.

Nei – jeg siger Eder, I fatte ikke,

I forstaae mig ei, – ha, skulde jeg

forræderisk en Borgerkrig begynde,

– med Borgerblod besmitte mine Hænder? –

nei, nei, jeg gjør det ei; – Lad Roma kuns

fordømme mig – –

Lentulus.

– – Du vil ei, Catilina!

Catilina.

Jeg vil ei – –

Cethegus.

– – Sig mig, har Du Intet her

at hævne, Intet at erhverve Dig –

Faksimile

s. 40

Catilina.

Lad hævne, hvo der vil, jeg gjør det ei –

dog, taus Foragt er ogsaa jo en Hævn –

– det være skal min eneste – –

Cethegus.

– – Ha, ha!

Et ubeleiligt Øieblik er dette

dog sikkerligen Morgendagen vil

paa andre Tanker bringe Dig – –

Catilina.

– – Hvi saa?

Cethegus.

Her gaae adskillige forunderlige Rygter; –

– nys er en Vestalinde ført til Døden – –

Catilina (overrasket.)

En Vestalinde? ha! hvad siger Du?

Lentulus.

Ja vist! en Vestalinde! – og som Rygtet siger –

Catilina.

Ha! hvad siger det?

Cethegus.

– – At Du er ei saa ganske

aldeles ubekjendt med denne Sag – –

Faksimile

s. 41

Catilina.

Det siger man! – –

Lentulus.

– – Ja, saa lyder Rygtet!

Ih, nu! for os, for dine Venner

kan Sligt jo ganske ligegyldigt være,

– men Folket, Catilina! dømmer strængt!

Catilina (i Tanker.)

Og hun er død! – –

Cethegus.

– – Det er hun sikkerlig –

en Times Ophold i Forbrydergraven

er meer end nok –

Lentulus.

– – Nu, lad det være glemt!

det var ei derfor vi om hende talte,

– men Catilina, hør! betænk Dig vel,

du søgte Consulatet – alt dit Haab

var rettet mod et heldigt Udfald af

din Søgen, – nu er ogsaa det forbi – –

Catilina (som før.)

«Selv har Du Hævnen over Dig nedkaldet!»

Cethegus.

Nu væk med Grubleri! det nytter ei –

Faksimile

s. 42

viis Dig som Mand; end kan jo Alt oprettes;

en rask Beslutning – Du har Venner nok,

beredte til paa første Vink at lyde, –

sig, vil Du, Catilina, svar!

Catilina.

– – Nei, siger jeg!

og hvorfor ville I vel sammensværge Eder;

mon ædelt Frihedssind er Grunden da,

mon I for Romas Storhed at oprette,

vil styrte Alt – –?

Lentulus.

– – Det kan jeg just ei sige,

men Haab om egen Storhed er jo dog

tilstrækkelig Bevæggrund, Catilina!

Cethegus.

Og Midler nok til ret at nyde Livet –

er heller ei saa ganske at forkaste –

det er min Stræben, – jeg er ei ærgjerrig!

Catilina.

Ha! jeg vidste det, kuns usle Hensyn

til egen Fordeel er, hvad Eder driver; –

nei, Venner, nei, jeg har et bedre Maal –

– vel har jeg ved Bestikkelser forsøgt

mig Consulatet at forskaffe; – dog,

min Hensigt var en bedre, end man skulde

ifra slige Midler dømme. Frihed og

Faksimile

s. 43

det Heles Vel var Maalet for min Stræben,

men jeg miskjendtes, Skinnet var imod;

min Skjæbne vilde det, det maa saa være!

Cethegus.

Du vil ei, Catilina! vil ei redde

fra Undergang, fra Skjændsel dine Venner; –

– vid, mangen En af os er snarlig bragt

til Betlerstaven ved vor vilde Sværmen – –

Catilina.

Saa stands itide – det er min Beslutning!

Lentulus.

Hvad, Catilina! hvad? Du vil forandre

din Leveviis, dog nei, Du spøger vel?

Catilina.

Det er mit Alvor, ved de høie Guder!

Cethegus.

Ha, saa er ingen Udvei med ham meer!

Kom, lad os skynde os – berette vore Venner

Udfaldet af vort Møde; nu de sidde

i muntert Gilde hist hos Bibulus. –

Catilina.

Hos Bibulus? ha, alt saa mangen Nat

jeg sværmet har hos ham med Eder, Venner!

men nu, nu skeer det ikke meer,

jeg drager end i denne Nat afsted – –

Faksimile

s. 44

Lentulus.

Hvad siger Du? afsted – – –

Cethegus.

– – I denne Nat?

Catilina.

I denne Nat med min Aurelia

en evig Afskeed jeg med Roma tager;

– i Galliens Dale fæste vi vor Bo,

et lille Agerland skal os ernære.

Cethegus.

Ha, Catilina! Du vil os forlade –

Catilina.

Jeg vil, jeg maa, her tynger Skjændsel mig,

– ha, jeg har Mod, min Fattigdom at bære,

men i hver Romers Blik at læse Haan

og dyb Foragt, nei, nei, det er formeget!

– Der vil som Colonist jeg stille leve,

jeg vil forglemme, hvad jeg engang var,

vil slette Tanken ud om mine Planer,

vil som en dunkel Drøm min Fortid mindes!

Lentulus.

Nu, saa lev vel! og Lykken følge Dig!

Cethegus.

Forglem os ei, vi stedse ville mindes

Faksimile

s. 45

Dig, Catilina; – nu berette vi

for vore Venner denne din Beslutning.

Catilina.

Og bring dem saa min sidste varme Hilsen!

(Lentulus og Cethegus gaae.)

(Aurelia træder ind, men bliver frygtsom staaende, da hun seer
Lentulus og Cethegus; naar de ere gaaede, træder hun
hen til Catilina.)

Aurelia (blidt bebreidende.)

Atter, Catilina, dine vilde

Kamerater – –

Catilina.

– – Det er sidste Gang;

jeg tog kun Afskeed, – nu er hvert et Baand,

som bandt til Roma mig isønderhugget,

for evig, evig – –

Aurelia.

– – Jeg indpakket har

vor Smule Eiendom, det er ei meget, –

dog nok for Nøisomheden, Catilina!

Catilina (i Tanker.)

Ja nok, ja nok, da Alt er tabt for mig!

Aurelia.

O, tænk ei mere paa, hvad ei kan ændres –

– forglem – –

Faksimile

s. 46

Catilina.

Ha, vel mig, hvis jeg kunde det,

hvis jeg af Sjælen kunde Mindet rive,

glemme mine Drømme, mine Planer!

o! nei, dertil er jeg end ei istand,

dog vil jeg stræbe – –

Aurelia.

– – Jeg vil hjælpe Dig,

og Du vil finde Læg'dom for din Smerte,

men bort herfra vi maae saa snart som mulig,

– her taler Mindet stedse til din Sjæl,

– ei sandt, i denne Nat vi drage bort? –

Catilina.

Jo, jo, i denne Nat, Aurelia!

Aurelia.

Den lille Sum, der endnu var tilbage,

jeg samlet har, til Reisen er det nok!

Catilina.

Nu vel! mit Sværd jeg med en Spade bytter,

ha! hvad er Sværdet mere vel for mig? –

Aurelia.

Du graver Jorden – jeg vil beplante den,

snart for din Fod i Blomsterflor skal spire

en Rosenhæk og venlige Kjærminder,

som et Symbol paa, at den Tid er kommen,

Faksimile

s. 47

da Du hvert Fortidsminde hilse kan

som Ungdomsven, naar det din Sjæl besøger!

Catilina.

Den Tid, Aurelia! o nei, o nei,

den ligger end i Fremtids fjerne Blaa!

(efter en Pause.)

Dog, gaa Aurelia! gaa, hvil Dig lidt derinde,

ved Midnatstid vi ville bryde op,

naar Roma hviler dybest i sin Slummer

og Ingen aner, hvor vi flygte hen. –

Den lyse Morgenrøde skal os finde

langt, langt herfra, midt i Naturens Skjød,

vi hvile os paa Græssets bløde Teppe. –

Aurelia.

En ny Tilværelse for os frembryder,

meer glæderig, end den, vi snart forlade,

men jeg vil gaae! – en Times Rolighed

vil skjænke Kraft – Godnat, min Catilina!

(Kysser ham og gaaer.)

Catilina.

Nu er hun borte – ha! det letter mig;

jeg kan aflægge denne byrdefulde

Forstillelse, det Skin af Rolighed,

som findes mindst af Alt i dette Hjerte. –

Hun er min gode Aand, – det vilde smerte hende

at see min Sorg, og jeg maa skjule den, –

Faksimile

s. 48

– dog, denne tause Stund jeg vier ind

til en Betragtning af mit vilde Liv; –

– men Lampen der forstyrrer mine Drømme,

– mørkt maa her være, mørkt som i min Sjæl!

(Slukker Lampen ud. Maanen skinner derpaa
ind mellem Søilerne i Baggrunden.)

Ha! altfor lyst endnu, dog, ligemeget!

det matte Maaneskin sig passer godt

til dette dunkle Halvlys, som indhyller,

som stedse har indhyllet mine Fjed – – –

Ha, Catilina! saa er denne Dag –

den sidste, – end imorgen er Du ei

den Catilina meer, Du før har været!

Hist i det fjerne Gallien skal mit Liv

henrinde ukjendt i de mørke Skove, –

ha, det er min Opvaagnen af de Drømme

om Storhed, om et daadrigt Liv,

som længst jeg næred' – kun i Sjælens Indre

var deres Tumleplads og Ingen kjendte dem!

– Ha! det er ei hiin tunge Rolighed

langt fra Verdenslarmen, som mig skrækker –

– nei – for et Øieblik at lyse klart

og flammende som Meteoret,

for med en herlig Daad at vie ind

mit Navn til Storhed, til Udød'ligheden –

ha! jeg kunde i den samme Stund

forlade Livet; – da jeg havde levet; –

jeg kunde flygte til en fremmed Strand,

jeg kunde støde Dolken i mit Hjerte, –

Faksimile

s. 49

– men dette er jo Døden uden Liv!

Ha, Catilina! saa skal Du forgaae!

Et Vink, I høie Guder! at det er

min Skjæbne, glemt og sporløs at forsvinde

fra Livet! – –

Furia (bag Søilerne i Baggrunden)

– – Nei, det er ei Catilina!

Catilina (farer tilbage)

Ha, rædsomt! hvilken Stemme toner hist?

En Aanderøst fra Underverdnens Skygger?

Furia (træder frem i Maaneskinnet)

Jeg er din Genius! –

Catilina (forfærdet)

– – Ha, Furia!

Furia.

Dybt er Du sjunken, dybt! Du ræddes kan

for mig! – –

Catilina.

Ha! Du er stegen frem

af Gravens Dyb for at forfølge mig –

Furia.

Forfølge, siger Du! jeg er din Genius!

jeg maa ledsage Dig, hvorhen Du gaaer –

(hun nærmer sig.)

Faksimile

s. 50

Catilina.

O, milde Guder! det er hende selv,

og ingen Aand – –

Furia.

– – Aand eller ikke, det

er ligemeget, jeg ledsager Dig – –

Catilina.

Med evigt Had! –

Furia.

– – I Graven svinder Hadet,

som Kjærlighed, – og hver en Følelse,

der næres i en jordisk Barm – kuns Eet,

kuns Eet er evigt uforanderligt – –

Catilina.

Og hvad? sig frem! –

Furia.

– – Din Skjæbne, Catilina!

Catilina.

Min Skjæbne kjender kun de høie Guder,

og ingen Anden – –

Furia.

– – Jeg, jeg kjender den!

Faksimile

s. 51

Jeg er din Genius – et sælsomt Baand

os sammenknytter – –

Catilina.

– – Det er Hadets – –

Furia.

– – – – – – Nei!

Steg nogen Aand fra Gravens Skygger frem

med Had i Barmen? Hør mig, Catilina!

Jeg slukket har i Underverdnens Strømme

den Hadets Ild, der flammed' i mit Bryst; –

see, Catilina! jeg er ikke mere

den Furia, den vilde, hævnopfyldte,

Du engang kjendte – –

Catilina.

– – Hader Du mig ei?

Furia.

Nu ikke mere! Vid, i Hulerne hist,

da jeg paa Overgangen mellem Livet

og Døden stod, da jeg for evig skilt

fra Lysets Rige mig beredte til

at gjæste Underverdnen, see! da greb

en sælsom Stemning mig – jeg veed ei selv –

– der foregik en underlig Forvandling,

da svandt mit Had, min Hævn, min hele Sjæl;

hvert Minde svandt, og hver en jordisk Higen, –

Faksimile

s. 52

– kuns Navnet Catilina præget staaer

med Lueskrift dybt, evigt i min Barm. – –

Catilina.

Forunderligt! ha, vær hvo end Du vil,

et Menneske, en Underverdnens Aand, –

der ligger dog en sælsom Tryllekraft

i dine Ord, i dine dunkle Blikke! – –

Furia.

Din Sjæl er stolt som min, og dog Du vil

forsagt og frygtsom slippe hvert et Haab

om Fremtids Storhed. – Du vil feigt forlade

den Skueplads, hvor dine høie Planer

til Modenhed sig skulde folde ud. – –

Catilina.

Jeg maa, jeg maa! min Skjæbne driver mig!

Furia.

Din Skjæbne! Har Du da ei Mod og Kraft

at kjæmpe mod, hvad Du din Skjæbne kalder?

Catilina.

Ha! jeg har kjæmpet nok! var ei mit Liv

en stadig Kamp? – og hvad var Lønnen vel?

Foragt og Haan – –

Furia.

Ha, Du er sjunken dybt!

Faksimile

s. 53

Du satte Dig et Maal, et høit, forvovent, –

did vil Du stræbe, og Du skrækkes dog

af hver en Hindring – –

Catilina.

– – Frygt er Grunden ei – –

Mit Maal var dristigt, mine Planer høie; –

– det hele var en flygtig Ungdomsdrøm!

Furia.

Nei, Catilina! nei, Du vil Dig selv bedrage,

enhver din Tanke gjældte dette Maal, –

din Sjæl er stor, en Romerhersker værdig,

og Du har Venner, ha, hvi nøler Du?

Catilina (i Eftertanke)

Jeg skal, – hvad mener Du? – – Med Borgerblod – –

Furia.

Ha! Svage, Du har ei en Qvindes Mod!

Har Du forglemt hiin stolte Romerinde,

der søgte Thronen over Faderliget?

Jeg føler mig en Tullia, men Du?

foragt Dig selv, foragt Dig, Catilina!

Catilina.

Foragte mig, fordi min Barm ei længer

er Sædet for en vild Ærgjerrighed?

Furia.

Du stander paa en Korsvei i dit Liv, –

Faksimile

s. 54

hist venter Dig en stille Eensomhed, –

et Liv, halvt Døden, halvt en døsig Slummer,

men paa den anden Side skimter Du

en Herskerthrone; – vælg kuns, Catilina!

Catilina.

Ha, forførende din Tale lyder!

Furia.

Et dristigt Skridt og i din Haand er lagt

det stolte Romas Skjæbne, Catilina!

see, her Dig venter Storhed, Herskermagt,

og dog, Du vakler, vover ei at handle!

Du drager hist til dine Skove, hvor

udslukkes vil hvert Haab, Du engang nærte; –

Ha, Catilina! er der intet Spor

af Stolthed end tilbage i dit Hjerte? –

Skal denne høie Sjæl, til Hæder skabt,

hist i en dunkel Vraa ukjendt forsvinde –

– o! drag – og vid, for evig har Du tabt,

hvad her med kraftig Daad Du kunde vinde!

Catilina.

Bliv ved! – bliv ved! – –

Furia.

– – Med Skræk og Gysen vil

den fjerne Efterslægt dit Navn erindre. – –

Dit hele Liv var et forvovent Spil, –

dog klart og lysende det skulde tindre

Faksimile

s. 55

til fjerne Tider, naar med kraftig Haand

Du baned' Vei midt i den vilde Stimmel;

og Trældomsskyen ved din lyse Aand

var vegen for en nyfødt Frihedshimmel, – –

naar engang Du – – –

Catilina.

– O, ti! Du grebet har

en Streng, der toned dybest i mit Indre, –

din Tale klang, som om det Echo var,

af hvad mit Hjerte hvisket har saalænge!

Furia.

Nu kjender jeg Dig atter, Catilina!

Catilina.

Jeg reiser ei! – Tillive har Du vakt

mit Ungdoms Mod, min Manddoms stolte Higen;

Ha! Jeg skal lyse for det sjunkne Roma,

og flamme i Cometens Rædselsglands!

Ha! stolte Uslinge! I skulle finde,

end er jeg knækket ei, var end en Stund

min Kraft af Kampen svækket – –

Furia.

– – Catilina!

Hør mig! – Hvad Skjæbnen vil, hvad Mørkets Aander

bestemme, see vi lyde maa – nu vel –

mit Had er borte, Skjæbnen vilde det –

det maatte være saa, – ræk mig din Haand

Faksimile

s. 56

til evigt Forbund, – ha! hvi nøler Du?

Du vil ei? –

Catilina.

– – Rædsomt gløder i dit Blik

en Straale, Lynet lig i Nattens Mulm; –

Du smiler fælt; – ha, saadan har jeg tænkt

mig Nemesis – –

Furia.

Hvad? – Hende vil Du finde

dybt i Din egen Barm; – har Du din Eed forglemt?

Catilina.

Jeg mindes den, og dog en Hævnerinde

Du tykkes mig – –

Furia.

– – Jeg er et Billed' jo

udaf din egen Sjæl – –

Catilina (grublende.)

– – Hvad siger Du?

Ha! i mit Indre dunkle Anelser

og sære Taagebilleder fremstige –

– men jeg forstaaer dem ei, det er for mørkt derinde!

Furia.

Saa maa det være – Mørket er vort Rige;

Faksimile

s. 57

der herske vi – kom, ræk mig Haanden til

et mørkt, et evigt Forbund. –

Catilina (vildt)

– – Skjønne Nemesis!

min Genius, Du Billed af min Sjæl!

her er min Haand til evigt, evigt Forbund.

(griber med Heftighed hendes Haand; hun be-
tragter ham med et vildt Smiil.)

Furia.

Nu skilles vi ei mere! –

Catilina.

– – Ha, som Ild

dit Haandtag foer igjennem mine Aarer! –

Her ruller Blod ei meer, men vilde Flammer!

Ha, alt det vorder mig for trangt herinde,

og altfor mørkt, dog snarlig spredes skal

en Flammelysning over Romerstaden!

(han drager Sværdet af Skeden)

Mit Sværd! mit Sværd! ha, see, hvordan det blinker!

Dog, snart det farves skal i Blodets Strømme!

Min Pande brænder, voldsomt slaaer mit Hjerte!

og sære Syner jage i min Sjæl.

Hævn er det, Hævn og stolte vilde Drømme

om Storhed, Herskermagt, et evigt Navn; –

mit Løsen vorder Blod og røde Flammer. –

Afsted, afsted! Nu er jeg først mig selv!!

(styrter ud og Furia følger ham.)

3**

Faksimile

s. 58

En Taverne.

Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Adels-
mænd komme ind.

Statilius.

Her, Venner! her vi kunne os fornøie;

her er vi sikkre, Ingen hører os!

Gabinius.

Ja vist, vi ville Øieblikket nyde;

hvo veed, hvorlænge det er os forundt?

Coeparius.

Nei, lad os vente først det Budskab, som

af Lentulus og af Cethegus bringes.

Gabinius.

Ei! lad dem bringe, hvadsomhelst de vil,

vi ville Tiden midlertid fordrive – –

Rask, Venner! Stemmer i en munter Sang!

(medens Bægeret bæres omkring af Tjenerne,
afsynges nedenstaaende Sang.)

Bachus vi hylde

glade vi fylde

Bægret til Randen,

drikke hans Priis.

Vinen den røde

lifligt mon' gløde,

alle vi ynde

Viingudens Drik.

Faksimile

s. 59

Venligt tilsmiler

os Fader Liber;

Glæden os vinker,

Druen er klar;

kom, lad os nyde,

Vinene fryde,

stemme til Glæde

stedse vort Sind.

Dog, fremfor Alle

blinkende perler

klare Falerner,

herlige Drik!

Du os opliver

Lystighed giver,

Munterhed spreder

Du i vor Sjæl!

Bachus vi hylde,

glade vi fylde

Bægret til Randen,

drikke hans Priis.

Vinen den røde

lifligt mon gløde,

Alle vi ynde

Viingudens Drik!

(Lentulus og Cethegus komme ind.)

Lentulus.

Nu væk med Sang og Lystighed!

Faksimile

s. 60

Statilius.

– – – Hvad nu?

Er Catilina ei i Eders Følge?

Gabinius.

Nu, han er villig vel?

Coeparius.

– – Hvad har han svart?

Sig frem, sig frem! –

Cethegus.

– – Heelt anderledes,

end vi os tænkte, lød hans Svar.

Gabinius.

– – Nu da!

Lentulus.

Han har afslaaet vore Tilbud, vil

ei meer befatte sig med vore Planer!

Statilius.

Ha, er det Sandhed? –

Coeparius.

– – Sig, hvi vil han ikke?

Lentulus.

Han vil ei, som jeg siger; sine Venner

svigter han; – han vil forlade os. –

Faksimile

s. 61

Statilius.

Forlade, siger Du?

Cethegus.

– – Ja, i denne Nat

han drager bort; men dadles kan det ikke; –

hans Grund var god – –

Lentulus.

– – Ha, Feighed var hans Grund;

I Nødens Stund han troløst os forlader!

Gabinius.

Ha, det er da hans Venskab!

Coeparius.

– – Nei, o! nei!

falsk, troløs var end aldrig Catilina!

Lentulus.

Og dog, han drager bort –

Statilius.

– – Med ham vort Haab!

Hvo skulde vel som han os kunne lede?

Coeparius.

Nei, det er sandt, opgives maa vor Plan –

Lentulus.

End ikke, Venner! hører først, hvad jeg

Faksimile

s. 62

vil Eder sige; – vi har os besluttet

med væbnet Haand at ville vinde, hvad

en haard, en umild Skjæbne har os nægtet;

nu undertrykkes vi, – vi ville herske;

vi lide Mangel, – Rigdom er vort Maal!

Flere.

Ja, Magt og Rigdom er det vi vil vinde. – –

Lentulus.

Nu vel, til vor Anfører har vi valgt

en Mand, hvorpaa som Ven vi Alle stolte;

han sveget har vor Tillid, – drager bort,

ha, Venner! kom, vi skulle vise ham

vi kunne selv os hjælpe – see, der fordres

jo kuns en Mand med Fasthed og med Mod,

som vilde lede Eder – –

Nogle.

– – Og hvor findes han?

Lentulus.

Sig, Venner, ville I, naar han fremstod

udvælge ham til Eders Leder, – hvad? –

Nogle.

Det ville vi – –

Andre.

– – Ja, ja, det ville vi! –

Faksimile

s. 63

Statilius.

Saa nævn hans Navn – –

Lentulus.

– – Hvad om det var mig selv? –

Gabinius.

Dig selv! –

Coeparius og Flere (tvivlende)

– Du, Lentulus! Du vil os lede?

Lentulus.

Jeg vil! – –

Cethegus.

– – Formaaer Du det? See dertil fordres

en Catilinas Kraft og vilde Mod – –

Lentulus.

Ei fattes Modet mig – ei heller Kraft;

kuns rask til Værket – siger, ville I

tilbagetræde nu, da Øieblikket

forhaanden er? – da Alting tyder hen

paa heldigt Udfald? –

Statilius.

– – Nei, vi følge Dig! –

Flere.

Vi følge Dig! – –

Faksimile

s. 64

Gabinius.

– – Ja, ja, naar Catilina

forlader os, er Du den Eneste,

der mægter os at lede – –

Lentulus.

– – Nu, saa hører,

hvad mine Planer ere; – først vi maae –

Catilina (styrter ind.)

Her er jeg, Venner!

Alle.

– – Catilina! –

Lentulus (afsides.)

– – – – – Ha!

fordømt! –

Catilina.

– – Sig frem, hvad fordre I af mig?

Dog nei! nei tier kuns – jeg byder mig

til Eders Leder; vil I følge mig?

Alle (undtagen Lentulus.)

Ja, Catilina! ja, vi følge Dig!

Statilius.

Man har bedraget os –

Gabinius.

– – og skjændigt Dig beløiet!

Faksimile

s. 65

Sig, vilde Du forladt os, Catilina?

Catilina.

Jeg vilde, dog det er forbi! See nu

jeg leve vil ikkuns for mine Planer – –

Lentulus.

Men hvad er da i Grunden dine Planer?

Catilina.

De ere høie, høiere end Du

og maaskee Nogen aner – hører, Venner!

paa vort Parti vi bringe hver en Romer,

hver frihedssindet, som for Romas Hæder,

og for dets gamle Frihed offred' Alt.

See, Venner! endnu findes Romeraanden,

end er dens sidste Gnist ei ganske slukket!

Ha! pustes skal den op til lyse Flammer,

saa klart, saa høit, som aldrig før den steg;

see, altfor længe laa et Trældomsmørke

saa sort som Natten over Roma spredt!

Og dette Rige, om end stolt og mægtigt

det synes, – vakler alt, og synke vil. –

Thi maa en kraftig Haand til Roret gribe, –

– men, Venner! renses, renses maa her først,

tillive maa det gamle Roma kaldes,

tilintetgjøres al den Usselhed,

her findes, og som snarlig kvæle vil

den allersidste Rest af Frihedssindet. –

– See, Frihed! Frihed er det, jeg vil skabe,

Faksimile

s. 66

saa reen, som eengang i den svundne Tid

den blomstred' her, – jeg kalde vil tilbage

den Tid, da hver en Romer med sit Liv

med Glæde kjøbte Fædrelandets Hæder,

og offred' Alt, – at værne om dets Glands! –

Lentulus.

Du sværmer, Catilina, det var ikke

saadant vi meente det – – –

Gabinius.

– – Hvad nytter vel

at gjenoprette hine gamle Tider,

med deres taabelige Eenfold – –

Flere.

– – Nei, o nei!

Magt fordre vi, og Midler til at leve

et muntert, sorgfrit Liv – –

Andre.

– – Ja! ja! det er vort Maal!

Coeparius.

Hvad nytter os vel Romas Hæder, Venner!

– nei, nyde ville vi –

Catilina.

– – Ha, usle Slægt!

er I en Afkom af de høie Fædre?

Faksimile

s. 67

At dynge Skjændsel over Romernavnet

er Eders Viis at værne om dets Glands – –

Lentulus.

Ha, vover Du at haane, Du, som længst

et Skrækkebilled var. – – –

Catilina.

– – Ja, det er sandt,

jeg var en Rædsel for den Gode, dog,

saa ussel var jeg aldrig end, som I. – –

Lentulus.

Holdt inde! holdt! vi taale ei din Spotten! –

Flere.

Nei, nei, vi ville ei – –

Catilina (rolig)

– – I Usle, Feige!

I vove end at ville Noget, I – –

Lentulus.

Ned, ned med ham! – –

Andre.

– Ja, ned med Catilina!

(De drage deres Dolke, og styrte ind paa Catili-
na, som trækker Togaen rolig bort fra Brystet
og betragter dem med et koldt Haansmiil; –
de lade derpaa Dolkene synke.

Faksimile

s. 68

Catilina.

Stød til! I vove ei? Ha, feige Slægt!

jeg skulde agte Eder, om I bored'

jer's Dolke ind i Catilinas Bryst; –

ei Gnist af Mod er end hos jer tilbage! –

Nogle.

Nei, nei! han er vor Ven! – –

Andre.

– – Vi har hans Haan fortjent!

Catilina.

Det have I! – Dog, nu er Timen kommen,

da I kan Eders Skjændsel slette ud. –

Ha! lader os det Forbigangne glemme!

en ny Tilværelse os vinker nær – –

(bittert)

– Dog nei! hvad kan jeg vel af Eder haabe?

Er Mod, er Romeraand at finde her? –

(med Lidenskab)

Jeg drømte skjønt engang, og stolte Planer

igjennemfoer min Barm – det er forbi!

Ha! hvis jeg kunde, som Ikarus høit

igjennem Æthrens Blaa bevinget svæve,

og da de høie Guder denne Haand

et Øieblik med Kjæmpekraft forlened'; –

jeg skulde gribe Lynet i dets Flugt

og slynge det mod Staden hist dernede;

og naar de høie lyse Flammer steg,

Faksimile

s. 69

og Roma sank i smuldrende Ruiner,

da kaldte jeg af Graven frem til Liv

de gamle længst forsvundne Romeraander.

– Men ak! det er kun Drømmesyner! Ha!

de svundne Tider komme ei igjen,

og heller ei den stolte Fortids Aander.

(vildt)

Nu vel, kan ei det gamle Roma gjen

tillive vækkes, skal det nye dog synke!

Ha, snarlig skal, hvor Marmorsøiler staae

i pragtfuld Rad en Askehob kun findes!

Ha! Templerne skal styrte dybt i Gruus

og Capitolet findes snart ei mere. –

Saa sværger, Venner! sværger, ville I

mig følge, jeg skal trolig Eder lede!

Sig, ville I? –

Lentulus.

– – Ja, ja! vi følge Dig!

(Statilius, Gabinius, Coeparius og de Øvrige
tale hviskende sammen. Catilina betragter
dem med et haanligt Smiil.)

Lentulus (halv sagte.)

Ja, ja! vi følge ham, thi netop bag Ruiner

vi lettest finde, hvad der var vort Maal – –

Alle.

Ja, Catilina, ja, vi følge Dig. – –

Faksimile

s. 70

Catilina.

Saa sværger mig ved alle høie Guder,

I lyde vil ethvert mit Bud! –

Alle.

– – – Ja, ja!

høit sværge vi, vi ville lyde Dig!

Catilina.

Nu, saa afsted i dette Øieblik,

hist i mit Huus I skulle Vaaben finde, –

der samles vi til nøiere Raadslagning! –

(De styrte ud.)

Lentulus.

Nu vel! men hør mig, Catilina, sig,

Du veed, at just fra Allebrogerne

i denne Dag er et Gesandtskab kommet – –

Catilina.

Nu vid're, vid're, ha! ja Du har Ret!

Lentulus.

Vi stemme dem for vore Planer, og

med dem det hele Gallien; det vilde

ei ubetydeligt vor Magt forøge – –

Catilina (grublende.)

Barbarerne? Dem skulde vi? –

Faksimile

s. 71

Lentulus.

– – – Det er –

fornødent –

Catilina (med Bitterhed)

– Ha! ja dybt er Romas Fald,

ei bag dets Mure findes Mod og Kræfter

at styrte selv en vaklende Ruin! –

(de gaae hurtig ud.)

En Have bag Catilinas Huus, der sees i Baggrunden. Til
Venstre en Sidebygning. Curius, Cethegus med Flere
komme forsigtig ind fra Høire under en hvidskende Sam-
tale.

Curius.

Men er det ogsaa sandt, hvad Du fortæller?

Cethegus.

Det er det, – just i dette Øieblik

er Alt besluttet – –

Curius.

– – Han vil lede Eder?

Cethegus.

Han leder os, – snart vil han være her –

(de gaae ind i Huset med Und-
tagelse af Curius.)

Curius.

En sælsom Nat – Ha, mine Tanker hvirvle

Faksimile

s. 72

i Kredse rundt, som var det Alt en Drøm; –

dog midt i denne underlige Vexel

fast overalt jeg hendes Billed seer – –

Catilina (kommer).

Du her, min Curius! Jeg har Dig savnet; –

en heel uventet Ende fik vort Møde

i Vestatemplet – –

Curius (forvirret)

– – Ha! ja, Du har Ret!

Catilina.

Jeg vil ei tænke meer derpaa – det er

en sælsom Hændelse, en hemmelighedsfuld!

Man siger jo, at Furierne stige

fra Underverdnen frem for at forfølge

den Dødelige; – ha! hvis saa det var!

Curius.

Sig, har Du seet –? – –

Catilina.

– – – Ja, i denne Time!

Men, lad det være glemt – hør Curius!

Et vigtigt Foretagende beredes – –

Curius.

Jeg kjender det, Cethegus har fortalt – –

Catilina.

Nu vel! hvad Enden bli'er veed Guderne

Faksimile

s. 73

alene, – maaskee det min Skjæbne er

at knuses paa min Bane, førend jeg

har Maalet naaet; – nu, lad saa det være!

– Men Dig, min Curius, der alt som Dreng

jeg elsked', Dig vil jeg ei drage ind

i Farens Malstrøm, – lov mig, bliv tilbage

i Roma her, til Alting er forbi – –

Curius (rørt)

Min Fader! Catilina! o, hvor Du er god!

Catilina.

Du lover det! vi ville Afsked tage –

vent mig, heel snarlig er jeg her igjen!

(gaaer ind.)

Curius.

Han elsker mig som før, – han Intet aner – – –

(Lentulus og flere af Catilinas Venner kom-
me ind.)

Lentulus.

Sig, Curius! Gik ikke Catilina

i Huset ind? – –

Curius.

– – Jo, jo, han venter Eder!

(de gaae ind.)

Curius (gaaer med Heftighed frem og tilbage)

Jeg kan ei dæmpe denne Utaalmod,

Faksimile

s. 74

den Heftighed, som rastløs driver mig. – –

Ha, Furia! forunderlige Kvinde,

hvert Øieblik min Lidenskab forøger; – – – –

hun iled bort med Lynets rappe Fjed,

da jeg af Dødens Hule hende førte, –

og denne vilde, rædselsfulde Tale,

Blikkets dunkle, underlige Glød; –

ha, om det Vanvid var, – dog nei, o nei!

saa er det ikke – – –

Furia (nærmer sig)

– – Nei, nei, blege Yngling!

Curius (farer tilbage)

Furia! – Du her?

Furia.

– – Her færdes Catilina!

see her maa Furia jo ogsaa være! –

Curius.

O! følg mig, Furia! jeg vil Dig bringe

i Sikkerhed; – om Nogen fandt Dig her?

Furia.

Mig, Yngling! mig? Sig, har Du da forglemt,

ei meer jeg hører blandt de Levende? –

Curius.

Ha! atter disse rædselsfulde Ord, –

Faksimile

s. 75

kom til Dig selv, – o, hør, min Furia!

(vil gribe hendes Haand.)

Furia (vildt)

Forvovne Yngling! ræddes Du da ei

for Mørkets Datter, som er stegen frem

til Livet kuns et flygtigt Øieblik! –

Curius.

Jeg ræddes? – jo, men netop denne Rædsel,

den underfulde Gysen er min Lyst! –

Furia.

Ti, Yngling, ti! forgjæves er din Tale,

jeg hører Graven til, der er mit Hjem, –

– jeg stegen er fra Dødens dunkle Dale; –

med Dagens Komme flygter jeg til dem,

der er min Bo, iblandt de Skygger blege,

i Plutos Haller færdes Furia; –

vid, Curius! vid, nylig er jeg stegen

ifra den dunkle Underverden – –

Curius.

– – – – Ha!

saa før mig did, jeg er bered at følge,

gaaer selv din Vei igjennem Dødens Nat!

Furia.

Nei, Yngling, nei! hvad Gravens Skygger dølge

formaaer ei noget jordisk Blik at naae!

Faksimile

s. 76

– Min Tid er kort, jeg maa benytte den,

kun Nattens korte Time mig forundes, –

Mit Værk er Mørkets, det tilhører jeg. –

– – Sig er ei Catilina hist? – derinde?

Curius.

Ham søger Du? Forfølger Du ham end? –

Furia.

Hvi steg jeg vel fra Underverdnen frem,

var det ei for at følge Catilina? – –

Curius (hæftig)

Ha, Frygtelige; det er Vanvid jo – – –

– – dog, Du er skjøn, midt i din vilde Rasen!

O, tænk ei, Furia! paa Catilina meer,

følg mig, – jeg lyde skal ethvert dit Vink,

jeg skal, som Trællen tigge for din Fod

(knæler ned)

kuns om et Blik, o, hør mig, Furia!

Jeg elsker Dig; – men Flammen mig fortærer,

– saa leed ei Hercules, da i hans Bryst

Giftflammen rasede – –

Furia.

– – Forvovne, ti!

Dog, sig mig først, hvad foregaaer hist inde

hos Catilina? –

Faksimile

s. 77

Curius (reiser sig)

– – Atter, atter! Ham

er hver din Tanke viet, ha! jeg kunde – –

Furia.

Sig, Curius! er han bered at følge

Opfordringen – –

Curius.

– – Du kjender det?

Furia.

– – Ja, ja!

Curius.

Nu vel, saa hør! Sig Catilina har

i deres Spidse stillet. – Dog ei meer

om ham – –

Furia.

– – Jo, Curius! besvar mig Eet,

det er mit sidste, – Du ledsager ham?

Curius.

Jeg maa – –

Furia (vildt smilende)

– Ham! Catilina? –

Curius.

– – Ha, dette Navn

Faksimile

s. 78

oppuster Flammen atter i min Barm!

Forhadte! O, jeg kunde myrde ham!

Furia.

Du sagde nys, Du var bered at lyde

ethvert mit Bud? –

Curius.

– – Ja, ja, jeg lyder det!

Kuns er min Bøn, glem ham, glem Catilina!

Furia.

Glemme, siger Du, – nei først han stige maa

i Graven ned – –

Curius.

– – Ha, Furia! jeg skulde? –

Furia.

Ei selv Du skal, – angiv hans Planer kun! –

Curius.

Ha, rædsomt! han, min Pleiefader og – –

Furia.

– Medbeiler! – Svage Usling! vover Du

at nævne Kjærlighed, og har ei Mod

at styrte ham; – Foragtelige!

(vil gaae)

Curius (holder hende tilbage)

– – Nei!

Faksimile

s. 79

forlad mig ei, jeg er bered til Alt!

Ha, Du er rædsom, Furia, og dog, jeg kan

ei søndersprænge dette Tryllenæt,

hvori jeg hildes – –

Furia.

– – Saa er Du bered?

Curius.

Jeg maa, jeg maa! har jeg vel Villien mere?

Dit Blik er Slangens ligt, naar det sig fæster

med Tryllemagt paa Fuglen, som med Angst

omflagrer den i Kredse, stedse mere

og mere nær det frygtelige Svælg – –

Furia.

Nu, saa udfør det da – – –

Curius.

– – Og naar jeg har

opoffret Pligten for min Kjærlighed? –

Furia.

Da knytter Intet mig til Catilina; –

da er mit Hverv fuldbragt. Forlang ei meer – –

Curius.

Jeg skal – ha, Furia! det stormer i mit Indre!

Furia.

Du dvæler, Feige – –

Faksimile

s. 80

Curius.

– – Nei, ved Mørkets Aander!

Jeg vil! Han ene skiller mig fra Dig,

ja, han skal falde – slukt er hver en Gnist,

af hvad der fordum blussed i mit Hjerte!

Ha, Skrækkelige! i din Nærhed brat

forstenes hver en Følelse, som blidt

belivede min Barm, og selv min Kjærlighed

er mere Had end Elskov lig; – ei meer

mig selv jeg kjender, – blindt jeg styrter mig

i dybest Afgrund for at følge Dig – – –

– Ja, han skal falde, end i denne Stund

angiver jeg det Hele. – Vent mig her!

(iler ud.)

Furia (efter en Pause.)

Snart er mit Hverv til Ende, Catilina!

Med raske Skridt Du nærmer Dig dit Maal! – –

(Ambiorix og Ollovico træde ud af Catili-
nas Huus uden at bemærke Furia.)

Ambiorix.

Saa er det da besluttet, ja, i Sandhed

en dristig Handling – –

Ollovico.

– – Voveligt det er,

dog, Lønnen venter os, – vel værdig at

tilkjæmpe sig for Farer, større end

selv den, der snarlig truer os –

Faksimile

s. 81

Ambiorix.

– – – Ja, vel!

Ollovico.

Befrielse fra Romas Tyranni,

Vor gamle Frihed er vel værd en Kamp – –

Ambiorix.

Saasnart vi kunne, haste vi tilbage,

og hemmelig skal hele Gallien

sig ruste til en Kamp mod dets Tyranner,

og slutte sig til Catilinas Skarer.

Det koste vil, thi end er Roma mægtigt; –

dog, det maa skee, følg mig, Ollovico!

Furia (advarende)

Vee Eder, vee! – –

Ambiorix (forskrækket)

– O! alle høie Guder!

Ollovico (ligeledes forskrækket)

En overjordisk Stemme toner hist! –

Furia.

Vee Eder, vee! –

Ollovico.

– – I Maanens blege Skin

hun stander hist, den varslende Gudinde!

4**

Faksimile

s. 82

Furia.

Vee Eder, vee! Følg ikke Catilina!

Ambiorix.

Afsted, Ollovico! en Aandestemme toner; –

afsted, afsted, vi lyde maa dens Bud! – –

(de ile ud.)

Catilina (kommer ud af Døren i Baggrunden.)

Ha, et fortvivlet Haab! isandhed, ja!

at ville styrte Roma med en Hob

af disse Uslinge, som drives kun

af Nød og Rovbegjærlighed; – hvad har

jeg at erhverve mig? – –

Furia (bag Træerne)

– – Hævn, Catilina!

Catilina.

I Guder! hvad var det? Kom denne Røst

ifra mit eget Indre? Hævn! ja vel,

saa skal det være! Hævn for hvert et Haab,

mig røvedes og Hævn for hver en Plan,

som mig en fiendtligsindet Skjæbne knuste!

(De Sammensvorne komme bevæbnede ud af
Døren i Baggrunden.)

Lentulus.

End hviler Mørket over Romerstaden, –

nu er det Tid – –

Faksimile

s. 83

Flere.

– – Ja, ja, afsted, afsted!

Aurelia (kommer ud fra Sidebygningen, uden
at bemærke de Sammensvorne).

Du her, min Catilina! – –

Catilina.

– Ha! Aurelia!

Aurelia.

Sig, venter Du mig alt – –

(standser, idet hun bliver de
Sammensvorne vaer)

– – o! høie, milde Guder!

Catilina (vildt)

Bort, Kvinde, bort! – –

Aurelia.

– – o! hvad betyder dette!

Du vil drage – –

Catilina (som før)

– – Ja, ved Mørkets Aander!

en lystig Færd; – see Sværdet, hvor det blinker!

Snart farves det i Blodets Strømme rødt. –

Aurelia.

I Guder! o, saa var mit Haab en Drøm,

og rædselfuld er min Opvaagnen – –

Faksimile

s. 84

Catilina.

– – Ti!

Følg, Kvinde, hvis Du vil; ei røres dette Bryst

af dine Taarer mere. See hvor lyst

beskinner Luna Romerstadens Tinder. –

Ha, før den atter hist i Østen rinder

skal Flammer stige imod Himlens Blaa,

og styrte Roma i Ruiner graa; – –

og naar den længst i fjerne Fremtid skinner,

i lyse Nat paa smuldrende Ruiner,

en eenlig Støtte skal blandt Gruset staae,

og vise Vandreren hvor Roma laae! – –

(De gaae.)

Faksimile

Tredie Act.

Catilinas Leir i en skovrig Egn. Til Høire sees Catilinas
Telt og ved Siden af dette en gammel Eeg. Det er Nat.
Maanen bryder undertiden frem gjennem Skyerne. Uden-
for Teltet brænder en Vagtild. Flere Lignende i Bag-
grunden mellem Træerne. Statilius slumrer ved Vagt-
ilden; Manlius gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.

Manlius.

Det ligner dem, de Ubesindige;

der slumre de saa rolig og saa fast,

som var det Moderskjødets trygge Værn

de hvilte i, og ei en vildsom Skov; –

som vented' de at vaagne op til Leg,

og ei til Kamp, maaskee den allersidste,

de kjæmpe her – –

Statilius (vaagner, og reiser sig)

– – Du vaager endnu, Gamle!

Er Du ei træt? Jeg vil afløse Dig!

Manlius.

Nei sov Du kuns! den Unge trænger til

Faksimile

s. 86

en kvægsom Søvn; – hans vilde Lidenskaber

behøve Kræfter; – anderledes er det,

naar Haaret blegner, Blodet rinder mat –

naar Alderdommen tynger vore Skuldre – –

Statilius.

Ja, Du har Ret! saa vil jeg og engang

som gammel hærdet Kriger – –

Manlius.

– – Veed Du da

saa vist, om Skjæbnen har det saa bestemt, –

om nogen Alderdom er Dig forundt?

Statilius.

Ih, hvorfor ikke? sig, hvad bringer Dig

paa disse Anelser – –

Manlius.

– – Du mener vel,

vi Intet har at frygte, unge Daare!

Statilius.

Er ei vor Magt betydelig forøget? – –

Manlius.

Af Fægtere og Trælle, ih, jo vist!

Statilius.

Nu, lad saa være, samled' virke de

Faksimile

s. 87

ei ubetydeligt, og hele Gallien

vil sende Hjælp, – –

Manlius.

Som endnu ei er kommen

Statilius.

Du tvivler paa? –

Manlius.

Jeg kjender disse Folk!

Nu, lad det være godt, snart vil jo Tiden vise

hvad Guderne har over os bestemt – –

– Men gaa, Statilius, og eftersee

om Vagterne opmærksomt staae paa Post; –

for natligt Overfald vi maae betrygge os; –

Forsigtighed er god, – den skader Ingen.

(Statilius gaaer)

Nu samle Skyerne sig meer og meer, –

det er en mørk, en ureirssvanger Nat,

en fugtig Taage lægger sig saa tung

og trykkende paa gamle Krigerbryst!

Jeg har ei meer det lette Sind, hvormed

jeg styrted' mig i Kampens Tummel før;

det er ei Ald'ren blot – en Byrde lig

der tynger mig; men, sælsomt nok, de Andre

mig tykkes ligedan, saa sært tilmode.

(En Pause)

Ja, Guderne skal vide, Hævn var ei

den Grund, hvorfor jeg fulgte Catilina.

Faksimile

s. 88

Min Harme blussed op en flygtig Stund,

da jeg mig følte forurettet, krænket; –

det gamle Blod er end ei ganske koldt,

det ruller stundom end heel varmt i Aaren.

Men Krænkelsen er glemt, – jeg har tilgivet dem; –

for Catilinas Skyld jeg ene fulgte, –

jeg vaage skal med Omhu over ham. –

Her stander han som ene mellem Skarer

af usle Skurke og Letsindige; –

de mægte ei ham at forstaae, og han

er altfor stolt til dem at ville fatte. – – –

(Han lægger nogle Kviste paa Ilden og bliver
taus staaende. Catilina træder ud af Teltet.)

Catilina.

Det er alt Midnat – alting er saa tyst, –

kuns fra mit Øie flygter Søvnen bort.

– Koldt blæser Nattevinden, den vil kvæge mig

og skjænke Kræfter, – ha! de trænges til!

(bemærker Manlius)

Dig er det, Manlius, som vaager tro

i kolde Nat? – –

Manlius.

Saa sømmer det sig jo;

jeg har bevogtet Dig som liden Dreng; –

sig, mindes Du det ei? –

Catilina.

– – Den Tid er borte, –

med den min Ro, og hvorsomhelst jeg gaaer,

Faksimile

s. 89

forfølger mig sært vexlende Gestalter, –

Alt, Manlius, Alt huses i min Barm,

kuns ikke Fred; – den er der ikke mere.

Manlius.

Forjag de Tanker, hvil Dig Catilina,

betænk, alt Morgendagen fordre vil

maaskee din hele Rolighed, din Styrke. – –

Catilina.

Jeg kan ei, Manlius; – tillukker jeg mit Blik,

for i en flygtig Blund at glemme Alt,

da færdes jeg i underlige Drømme; –

saa laa jeg nys paa Leiet halvt i Slummer,

da traadte atter disse Syner frem,

meer sært, end nogensinde, meer forblommet

og gaadefuldt. Ha, hvis jeg fatted' kun

Betydningen, men nei – –

Manlius.

Betro mig, Catilina!

din Ængstelse, maaskee jeg kan Dig raade.

Catilina (efter en Pause)

Om jeg slumred' eller vaaged', veed jeg ikke selv,

tusind' Tanker, tusind' Planer krydsede i min Sjæl, –

see, da vorder meer og mere dunkelt Alting brat,

og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat.

Kuns af Tankelynet krydset, mørk og rædselfuld,

see da skuer jeg en Hvælving, sort som Gravens Muld; –

høit er Taget, som en Himmel, tordenskybelagt,

Faksimile

s. 90

og en sælsom Billedvrimmel, lig en Aandejagt,

hvirvled' sig i Kredse vilde, snart som en Orkan,

naar den voldsomt farer over skumdækt Ocean.

Dog, midt i den vilde Vrimmel, titter stundom frem

blomstersmykkede Gestalter fra et bedre Hjem, –

rundtomkring dem viger Mørket for en Lysning klar,

og i Salens Midte stander hist et sælsomt Par; –

tvende Kvinder, høi den Ene og som Natten sort

og den Anden skjøn som Dagen, naar den flygter bort.

Ha! saa sælsomt velbekjendte syntes mig de To,

mildt den Ene smilte, og i hendes Blik var Ro;

men den Andens stolte Øie sendte vilde Lyn,

rædselfuldt, og dog jeg fulgte gjerne dette Syn.

Stolt den Ene stander, og den Anden lænes til

Bordet, hvor de begge spilte et forborgent Brikkespil.

Medens Billedklyngen bølged' stedse op og ned.

Da er deres Spil tilende, og i Jorden synker ned

hun, den Ene med de lyse, milde Elskovsblik,

og de skjønne Lysgestalter bort med hende gik.

See, da vorder Larmen stedse meer og mere vild,

og den mørke Kvindes Øie flammede som Ild.

Da svandt Alt for mine Blikke, – hende saae jeg kun.

Men hvad meer jeg drømte siden i min Feberblund

ligger alt bag Glemselsdækket i mit Indre gjemt,

kunde jeg blot Resten mindes; ak, det er forglemt!

Manlius.

Underlig isandhed Catilina!

er denne Drøm – –

Faksimile

s. 91

Catilina (grublende.)

– – Hvis blot jeg kunde mindes –

nei, nei, det lykkes ei – –

Manlius.

Nu, lad det være glemt.

Tænk ikke meer derpaa, hvad er vel Drømme?

Indbildninger og tomme Hjernespind,

betydningsløse og foruden Grund.

Catilina.

Ja, Du har Ret, jeg Tanken vil forjage,

umandigt er det jo at gruble over Sligt,

men i den tause Nattetime vorder

jeg stundom saa forunderlig tilmode.

Nu er det snart forbi, gaa Du kuns, Manlius!

Hvil Dig hvis Du vil, jeg vandrer her en Stund

i Eensomhed med mine Tanker, – gaa!

(Manlius gaaer, og Catilina skrider en Tid lang
taus frem og tilbage. En Aandeskikkelse kom-
mer langsomt ind fra Baggrunden, uden at
bemærkes af Catilina.)

Catilina (bliver Aanden vaer)

I Guder, hvad er dette! – –

Aanden.

Vær hilset, Catilina!

Catilina.

Hvad vil Du her? hvo er Du, Gamle, tal!

Faksimile

s. 92

Aanden.

Tys! ene mig tilkommer det at spørge,

og Dig at svare; – kjender Du ei meer

fra længstforsvundne Tider denne Stemme?

Catilina.

Saa tykkes mig; dog sig, hvem søger Du

paa dette Sted i Midnats tause Stund?

Aanden.

Dig søger jeg. Vid, ikkuns denne Time

er mig forundt, jeg maa benytte den.

Catilina.

Ved alle Guder, sig, hvo er Du?

Aanden.

Ti!

Jeg kommer hid, at kræve Dig til Regnskab.

Hvi lader Du mig ei i Ro dernede? –

hvi driver Du mig til at stige frem

af Gravens Dyb i Midnatsstunden, for

at værne om min dyrt tilkjøbte Hæder?

Catilina.

Ha, hvilke Anelser opstige i min Sjæl!

Aanden.

Hvad er tilbage af min Herskermagt?

Et Intet, – den steg ned i Grav med mig.

Faksimile

s. 93

Ha, den har kostet; dyrt var den erhvervet,

min Ro i Livet og min Fred i Graven

bortbytted jeg for den; – ja det var nok!

Og nu vil Du med en forvoven Haand

berøve mig, hvad end jeg har tilbage!

Er der ei Veie nok til Storbedrift?

Hvorfor betræder Du just den, jeg baned'?

Min Magt nedlagde jeg i Livet alt;

mit Navn, saa tænkte jeg, vil evig staae,

ei som en Stjerne, venligt glimtende –

nei, som et Lyn paa Nattehimlen fæstet!

Ei vilde jeg, som Hundreder før mig

ved milde Dyder, Ædelmod erindres, –

ei vilde jeg beundres, – denne Lod

blev alt saamangens og vil blive det

til evig Tid; – nei, i en blodig Glands

jeg af den fjerne Fremtid vilde mindes.

Med en beundringsblandet Gysen skulde

man skue op til mig, som aldrig Nogen

ei før, ei siden vovede at naae.

Saa drømte jeg; dog det var en Indbildning!

Jeg kjendte Dig; – hvi aned det mig ikke,

hvad der laa skjult i Dybet af din Sjæl!

Dog vogt Dig, Catilina! see jeg skuer

igjennem Fremtidsdækket, hvad Du har

at vente Dig, – hvad Skjæbnen har besluttet – –

Catilina (begjærlig)

Det kjender Du? saa nævn det, nævn det da!

Faksimile

s. 94

Aanden.

Nei, først bag Gravens dunkle Port

forsvinder Dæmringen som hylles

omkring, hvad Rædsomt og hvad Stort

af Fremtidsvoverne bortskylles.

Men hør, hvad Dig en Gravens Aand

udaf din Skjæbnes Bog vil mælde:

«Du falder for din egen Haand,

og dog en fremmed skal Dig fælde!»

(Aanden forsvinder.)

Catilina (efter en Pause, seende sig om)

Han er forsvunden! Var det da en Drøm?

Nei, nei, der stod han, Maanens Straaler faldt

ned paa hans Ansigt, ha, jeg kjendte ham; –

det var Dictatoren, den gamle Blodmand,

som steg af Graven for at skrække mig.

Han frygted' for, jeg skulde røve ham,

ei hans Hæder, – nei, den Rædselsglands,

hvormed hans Minde lyser; – lever da

bag Gravens Skygger selv Ærgjerrigheden?

(En Pause.)

Alt, alt bestormer mig; – snart taler blidt

advarende Aurelia, og atter

gjentoner i min Barm, hvad Furia har sagt, –

og see! nu stige selv af Graven frem

de blege Skygger fra den svundne Tid; –

de true mig, – jeg skulde vende om!

Faksimile

s. 95

Nei nei, jeg vakler ei, kjækt vil jeg skride

imod mit Maal, – snart har jeg naaet det. –

Curius (styrter ind i heftig Bevægelse.)

Catilina!

Catilina (overrasket)

Du, Du her, min Curius!

Curius.

Jeg maatte – –

Catilina.

Sig, hvi blev Du ei i Rom?

Curius.

Jeg kunde ei, jeg maatte søge Dig!

Catilina.

Ubesindige! dog, kom i mine Arme,

for min Skyld styrter Du i Faren Dig – –

(vil omfavne ham)

Curius (farer tilbage)

Nei, Catilina, nei, berør mig ikke!

Catilina.

I Guder, hvad er det – –

Curius.

Fly, fly! – Du er

af Fiender omringet – –

Faksimile

s. 96

Catilina.

Fat Dig, Curius,

Du taler vildt, – har Reisen mattet Dig? –

Curius.

O nei, men red Dig, mens det end er Tid; –

Du er forraadt – –

(knæler ned for ham)

Catilina (farer tilbage)

Forraadt! hvad siger Du?

Curius.

– Blandt dine Venner – –

Catilina.

Nei, nei Curius,

nei, mine Venner ere tro som Du.

Curius.

Vee Catilina Dig, hvis saa det er –

Catilina.

Kom til Dig selv – det er din Kjærlighed,

din Omhu for min Sikkerhed, som lader

Dig Farer skue, hvor der ingen er. – –

Curius.

Ha, dine Ord igjennembore mig, –

men fly, ved Himlens store Guder, fly!

Faksimile

s. 97

Catilina.

Fat Dig, tal med Rolighed; hvi skulde

jeg flygte, sig, er jeg ei sikker her? –

Curius (fortvivlet)

Nei, nei, Du er forraadt, din Plan er røbet.

Catilina.

Ha, raser Du? Nei nei, det er umuligt!

Curius.

Jo det er saa, men fly i denne Stund,

end kan maaskee ved hurtig Flugt Du reddes.

Catilina.

O, skulde det – – – men nei, det er umuligt! –

Curius (river sin Dolk ud og rækker den
hen til Catilina.)

Der, Catilina! tag, igjennemboer mit Bryst –

– stød til, stød til, af mig er Du forraadt!

Catilina.

Ha, det er Vanvid! –

Curius.

Nei, jeg sværger høit

ved alle Guder, jeg har røbet Dig, –

spørg ei om Grunden, o! det knuser mig.

Catilina (bittert)

Skal ogsaa Tro paa Venskab mig berøves?

Faksimile

s. 98

Curius.

Igjennemboer mig, piin ei dette Bryst

med Skaansel længer –

Catilina (blidt)

– Nei, min Curius!

Staa op, – Du feiled', – jeg tilgiver Dig.

Curius (overvældet)

O Catilina, ti, Du knuser mig,

men skynd Dig, fly! vid, snart er det forsilde,

snart overfalder Romerhæren Dig,

den er paa Veien, – snart vil her den være.

Catilina.

Og mine Venner hist i Roma?

Curius.

Ha!

de ere fængslede og maaske dræbte.

Catilina (smerteligt)

O Skjæbne, Skjæbne! –

Curius (fortvivlet, rækker atter Dolken
hen til Catilina.)

Stød den i mit Bryst!

Catilina (blidt)

Du var kuns Midlet, – kunde Du for det? –

Faksimile

s. 99

Curius.

O, lad med Livet mig betale Brøden – –

Catilina.

Nei, jeg tilgiver Dig; (idet han gaaer) nu er kuns Eet

tilbage end – –

Curius (reiser sig)

Ja, Flugt!

Catilina.

Nei, Heltedøden!

(gaaer)

Curius.

Det er forgjæves, – Døden venter ham!

Ha, denne Mildhed er en rædsom Straf –

jeg vil opsøge ham; – Eet skal ei nægtes mig, –

at falde kjæmpende ved Heltens Side!

(iler ud)

(Lentulus tilligemed 2 Gladiatorer komme li-
stende sig frem bag Træerne.)

Lentulus (sagte)

Her talte Nogen nys – –

1ste Gladiator.

Nu er det stille,

maaskee det Nattevagten var, som gik

at løses af – –

Lentulus.

Maaskee, – her vente vi, –

Faksimile

s. 100

hold Jer beredte, – Eders Sværde er

vel skarpe, blinkende – –

2den Gladiator.

– Som Lynet, ja,

det bider godt, i sidste Fægtning jeg

nedlagde tvende Kjæmpere med det –

Lentulus.

Saa stiller Eder hist ved Busken der,

naar Tegnet gives, styrte rask I frem –

nedhugge ham – –

1ste Gladiator.

Ja ja, saa skal det skee!

(De blive staaende. Lentulus gaaer speidende
henimod Forgrunden.)

Lentulus (halv sagte)

Det er en dristig Streg, det kan ei nægtes; –

dog, det maa skee i denne Nat, saafremt

det skal udføres; – falder Catilina,

kan Ingen uden jeg anføre dem. –

Imorgen alt vi rykke imod Roma;

Tilhængere vi samle overalt – –

(gaaer ind mellem Træerne.)

1ste Gladiator.

Men hvem er da den Ubekjendte, som

vi skulle myrde – –

Faksimile

s. 101

2den Gladiator.

Ti! det er en Sag,

som ei vedkommer os, – naar Lentulus

har os betalt, maa han det selv forsvare.

Lentulus (kommer iilsomt tilbage)

Holdt Jer beredte, snarlig er han her – –

(Gladiatorerne og Lentulus stille sig bag Buskene.
Catilina kommer strax efter ind)

Lentulus.

Frem! stød ham ned; igjennemborer ham!

(Lentulus og Gladiatorerne styrte ind paa
Catilina.)

Catilina (drager Sværdet og forsvarer sig)

Ha, Uslinge! hvad vove I – –

Lentulus.

Stød ned!

Catilina (gjenkjender ham)

Du, Lentulus, vil myrde Catilina?

2den Gladiator (forfærdet)

Ham er det! –

1ste Gladiator (ligeledes)

Catilina! Ei mod ham

vi kjæmpe, – fly!

(de flygte)

Faksimile

s. 102

Lentulus.

Saa fald da for min Haand!

(De kjæmpe. Catilina slaaer Lentulus Sværdet af Haan-
den; han vil flygte, men Catilina holder ham fast.)

Catilina.

Forræder! Morder!

Lentulus (bønfaldende)

Naade, Catilina!

Catilina.

Jeg forstaaer din Plan; Du vilde myrde mig, –

Dig stille selv i mine Venners Spidse.

Lentulus.

Saa var det, Catilina!

Catilina (afsides)

Han aner ei,

hvad der er skeet! (Høit med Forstillelse) Nu, lad saa være!

Lentulus.

Forklar, hvad mener Du? –

Catilina.

Jeg træder fra.

Anfør Du dem; – Du er det værd.

Lentulus (forbauset)

Du vil?

Faksimile

s. 103

Catilina.

Jeg vil, men vogt Dig, vogt Dig, Lentulus!

Din Post er farlig; vid, vor Plan er røbet,

men jeg vil kalde vore Venner sammen,

vil forestille dem den nye Leder

og takke af –

(vil gaae)

Lentulus (overrasket og holdende ham tilbage)

Nei! vent, vent, Catilina!

Catilina.

Vor Tid er kostbar, – snarlig Romerhæren

vil være her – –

Lentulus (ængstelig)

Nei, hør mig, Catilina!

Du spøger vel, – det kan ei være saa.

Catilina.

Vor Plan er røbet, som jeg siger Dig!

Læg nu din Kraft, din Dygtighed for Dagen.

Lentulus.

O, vee os, vee! – –

Catilina (haanligt)

Du skjælver, feige Usling, –

og Du vil styrte mig, – vil lede dem? –

Lentulus.

Tilgiv mig, Catilina!

Faksimile

s. 104

Catilina.

Søg din Frelse

ved hurtig Flugt, hvis Du kan redde Dig. –

Lentulus.

Ha, Du tilsteder, at – – –

Catilina.

Troer Du, det var

mit Alvor at aftræde denne Post

i Farens Stund? – Da kjender Du mig ei.

Lentulus (med Forstillelse)

O, Catilina! –

Catilina (med Høihed)

Spild ei Øieblikket.

Søg Redning kuns, – jeg vide skal at døe.

Lentulus (afsides, idet han gaaer bort)

Jeg takker Dig for Underretningen, –

jeg skal benytte den til egen Frelse.

Jeg kjender Egnen her, – jeg føre skal

ad skjulte Stier Romerhæren hid.

– Vid, Ormen, som Du overmodigt træder

i Støvet ned, har end ei tabt sin Braad. –

(gaaer).

Catilina (efter en Pause)

Det er den Troskab, som jeg stolte paa, –

saa svige de mig, Een for Een, o, Guder!

Faksimile

s. 105

Forræderie og Feighed er det kuns,

som boer i disse usle, lave Sjæle.

Jeg er en Daare jo med mine Planer;

jeg styrte vil hiin Øglerede hist, –

ha, Roma er jo længst kun en Ruin!

(Vaabenlarm høres at nærme sig)

Der komme de, – end er der Kjækhed dog

blandt dem; – hør Sværdet, hvor det muntert klirrer, –

det skjænker mig min hele Kraft tilbage;

jeg følte nys mig slappet, dybt nedstemt; –

nu er det over; – Faren kalder Modet

til Liv igjen, – kjækt skal jeg møde den!

(Manlius, Statilius, Gabinius og en Mængde andre
Sammensvorne komme ind).

Manlius.

Her, Catilina! bringes dine Venner;

de ere rede til at følge Dig.

Statilius.

Ja, Catilina! Dig ledsage vi

i Liv og Død, hvorhen Du byder det.

Catilina.

Jeg takker Eder, tappre Kamerater, –

men vid, for os er intet Valg tilovers

imellem Liv og Død, – kuns mellem Døden

i Heltekamp for fiendtlige Sværd,

– og under Piinsler, naar vi grumt forfulgte

som Skovens vilde Dyr er jaged' om.

5**

Faksimile

s. 106

Sig, vælge I feigt flygtende at friste

et usselt Liv – en stakket Tid endnu,

hvad eller kjækt som Eders stolte Fædre

at falde kjæmpende med Sværd i Haand?

Nogle.

Det vælge vi –

Andre.

Ja, ja, med Sværd i Haand!

Catilina.

Nu, saa afsted! Vor Død skal vie os

ind til Udødligheden, – fjerne Tider skal

os mindes med Beundring –

Furia (der ubemærket har nærmet sig ham)

– Eller Rædsel!

Nogle (vigende forundrede tilbage)

Ha, en Kvinde!

Catilina (overrasket)

Furia! Du her? –

Hvad vil Du, svar!

Furia.

Jeg maa ledsage Dig

til Maalet.

Catilina.

Nu, hvor er mit Maal, sig frem!

Faksimile

s. 107

Furia.

Ei søger hver sit Maal ad samme Veie; –

Du søger dit igjennem vilden Kamp,

og Kampen avler Død, Fordærvelse – –

Catilina.

Men ogsaa Hæder og et evigt Navn!

gaa, Kvinde! stolt og skjøn er denne Time, –

min Barm er lukt for dine hæse Skrig! –

Aurelia (kommer ud af Teltet og forbauses,
da hun seer de Forsamlede).

Min Catilina!

Catilina.

O, Aurelia!

Aurelia.

Hvad er paafærde –

Catilina (smerteligt)

Dig jeg kunde glemme!

Hvad vil din Skjæbne vorde!

Furia (haanligt)

Vakler Du

alt i dit høie Forsæt, Catilina!

– er det dit Mod? –

Catilina (hæftig)

Nei nei, ved alle Guder!

Faksimile

s. 108

Aurelia.

O, Catilina! sig, hvad er igjære –

Furia.

Er nu til Klynken og til Klagen Tid?

Manlius.

Nei nei, afsted, nøl ikke, Catilina!

Catilina (kjæmpende med sig selv)

O, hvilken Storm i dette Hjerte, dog –

det kan ei være anderledes; – nu

saa følger mig, afsted!

Aurelia (kaster sig i hans Arme)

O, Catilina!

gaa ikke, eller jeg ledsager Dig.

Catilina.

Nei nei, Aurelia –

Furia (haanligt)

O jo, lad det saa være, –

det er din usle Svaghed værd at falde

i Kampen ved en Kvindes Side!

Catilina (støder Aurelia hæftig fra sig)

Ha!

Jeg svag! Nei nei, ved Mørkets Aander nei!

(vildt)

Udaf min Barm hver Følelse jeg river, –

kuns blodig Kamplyst luer end deri.

Faksimile

s. 109

Furia.

Ret saa, ret saa, min stolte Catilina!

Catilina.

Lad Døden vente truende og vis, –

det er min Lyst –

Aurelia.

O, hør mig, Catilina!

forstød mig ikke; ved min Kjærlighed

besværger jeg Dig – – –

Catilina (vildt)

Ti! i dette Bryst

ei findes Kjærligheden meer –

Aurelia.

– O, milde Guder!

(hun læner sig mat op mod Træet udenfor
Teltet.)

Catilina.

Men nu afsted – –

Manlius.

– Hist lyder Vaabenlarmen!

Flere.

De nærme sig –

Catilina.

Vi ville kjækt dem møde!

Faksimile

s. 110

Høit lyder Ærens Stemme i vor Barm;

den følge vi, – for Sværdet vil vi bløde!

Afsted! for Romersværd med Romermod

skal Romas Sidste segne i sit Blod!

(De styrte ud).

Furia.

Han er borte, – jeg har vundet, naaet er mit Maal;

snarlig ligger han paa Valen, Dødens Bytte, stiv og kold.

Aurelia (i Tanker uden at bemærke Furia)

I hans harmopfyldte Hjerte ingen Elskov meer mon boe;

Var det Drømme? Nei, saa lød det fra hans vrede Læbe jo.

Furia.

Sværdet klinger, Catilina svæver alt paa Gravens Rand; –

snart han som en flygtig Skygge iler imod Dødens Land.

Aurelia (bliver Furia vaer)

Ha, hvo er Du rædselfulde Røst, der toner hist,

Uglen lig, naar vildt den hyler ifra Træets Kvist! –

er Du stegen fra de dunkle Skyggelande frem

for at føre Catilina til dit mørke Hjem?

Furia.

Hjemmet er jo Vandringsmaalet, og hans Veie gik

gjennem Livets dybe Sumpe –

Aurelia.

Kuns et Øieblik!

Faksimile

s. 111

Stort og ædelt var hans Hjerte, eengang var han god,

før det Onde dybt i Barmen fæstede sin Rod.

Furia.

Eengang stod og Blomsten frodig i sit Farvespil;

men dens Blade falme, og den hører Døden til.

Aurelia.

Rædselsfulde! grant jeg kjender denne Stemmes Klang;

o, fra Catilinas Læbe lød den mangen Gang.

Mørke Aand, Du har mig røvet Livets bedste Frugt; –

har min Catilinas Hjerte for min Ømhed lukt.

Mellem mine Drømmes Syner jeg gjenkjender Dig,

hvor Du truende Dig stilled' mellem ham og mig. –

See! ved Catilinas Side drømte jeg saa fro

om et Liv, af Elskov smykket, om et Fredens Bo!

I hans skjønne Hjerte planted' jeg et Blomsterbed, –

som dets bedste Smykke freded' jeg min Kjærlighed; –

men din fiendske Haand har rykket Blomsten op med Rod,

og i Støvet ligger den, hvor nys den frodig stod!

Furia.

Svage Taabe! Du vil lede Catilinas Skridt, –

veed Du ikke, at hans Hjerte var end aldrig dit!

Kvinde! dine Blomster trives ei i saadan Grund,

vid, i solskinsvarme Foraar spirer Lillien kun,

medens Bulmens Bæger voxer under Skyens Tag,

og hans Sjæl var alt forlængst en skyfuld Høstens Dag.

Snarlig svinder sidste Glimt af Lyset i hans Barm,

og som Mørkets Bytte ligger han i Dødens Arm.

Faksimile

s. 112

Aurelia (med Ild)

Nei, ved alle Himlens Guder, nei, det skal han ei!

til hans Hjerte mine Taarer finde end en Vei.

Hvad, om alt han ligger blodig under Kampens Larm; –

slynge vil jeg mine Arme om hans kolde Barm, –

aande paa hans blege Læbe al min Kjærlighed,

mildne Stormen i hans Indre, skjænke blidt ham Fred.

Mørke Aand! dit Bytte skal jeg vriste af din Haand,

knytte ham til Lysets Bolig med et Elskovsbaand,

og naar Hjertets Slag forstummer, medens Øiet brast,

gaa vi begge bort fra Livet i et Favntag fast.

Skjænk mig da, i høie Guder! for hvad her jeg led

ved min Catilinas Side, Gravens stille Fred!

(hun gaaer).

Furia (stirrer ud gjennem Træerne i
Baggrunden)

Gaa kuns, Forblindede! – jeg frygter ei;

min Seier hviler sikker i min Haand,

– hør, Kampen lyder, snart er Timen kommen.

Huult lyder Skriget, endnu kjæmper han,

snart vorder Valen til en Gravlund taus.

Sig Maanen skjuler, skjøn er denne Time,

snart ligger han med brustne Blikke hist. –

Saa vil jeg skue ham, førend jeg gaaer

at søge ham iblandt de blege Skygger.

(lytter)

Ha, alt det vorder meer og mere tyst,

– snart tier Kampen, – maaskee alt hans Sjæl

imod sit Hjem paa lette Vinger flygter. –

Faksimile

s. 113

O, det er skjønt her i den dunkle Skov,

i mørke Nat at høre sidste Suk

fra Brystet tone i en Kamp med Døden.

(med vild Glæde)

Det er en skjøn, en lystelig Musik,

– hør, Uglen stemmer i, – den ønsker dem

et glad Velkommen i sit skumle Rige!

(efter en Pause)

Nu hviler Gravens Stille vidt omkring; –

de Seirende forlade Valen alt,

og kuns de Døde hvile tyst derude,

– der vil de slumre mangen, mangen Dag,

mens Solens Straaler blege deres Been,

og Ravnen flagrer graadig over Valen.

(En Pause)

Ha! see, hvad svæver over Engen hist,

lig Morgentaagen, naar den fugtig, graa,

i tætte Flokke over Sumpen glider.

Det nærmer sig, jeg seer det mere grant,

– det er en Kriger, vaklende og mat,

ha, een udaf de faldne Heltes Skygger!

(Hun trækker sig noget tilbage. Catilina kommer
ind med sænket Hoved og forstyrrede Blikke.)

Catilina (uden at bemærke Furia)

«Du falder for din egen Haand,

og dog en fremmed skal Dig fælde.»

Saa var hans sidste Ord, da han forsvandt; –

hvad meente han? – jeg fatter Gaaden ei!

Faksimile

s. 114

Furia.

Velkommen ifra Kampen, Catilina!

Catilina.

Ha! hvo er Du? –

Furia.

Du kjender mig ei meer?

Catilina.

Dig er det, Furia! Du byder mig velkommen.

Furia.

Jeg er din Genius, din lønnende Gudinde!

see her, tag Seierskrandsen af min Haand.

(Hun plukker nogle Blomster, som hun under
de følgende Replikker fletter til en Krands.)

Catilina.

Hvad mener Du? –

Furia.

Jeg krandse vil din Tinde!

Men sig, hvi kommer Du saa ene hid?

Hvi fulgte ikke dine Venner med – –

Catilina.

De sove, Furia – –

Furia.

De sove, siger Du?

Faksimile

s. 115

Catilina.

Ja, ja, de sove; gaa bag Skoven hist,

der ligge de saa tyst i Maaneskinnet,

– der vil Du finde dem i Rader strakt;

de slumred ind ved Sværdets Vuggesang.

Men hør mig, Furia, kan Du begribe det;

jeg tænkte før, at Slummeren var rolig,

naar Hjerteblodets Væld var tørret ud – –

Furia.

Nu, er det ikke saa?

Catilina.

Nei, hør mig blot!

Jeg kjæmped vildt i Spidsen for min Skare;

jeg søgte Døden under Sværdets Æg,

og rundt omkring mig segned' mine Venner

i Dødens Blund; kuns jeg, jeg fandt den ei; –

og da de alle laae til Jorden strakte,

og Fiendernes Skarer droge bort, –

jeg stod end halvt bedøvet hist, hvor Slaget

nys havde tonet. – Alting var saa tyst, –

ned skinned Maanen mellem Skyens Revner,

belyste mat de Faldnes blege Træk; –

der laa de rundt om mig med brustne Blikke

med vilde Smiil om fælt fordreiet Mund;

det syntes mig, som om de laae i Drømme

og griinte haant og truende ad mig, –

som om de fordred deres Blod tilbage.

Faksimile

s. 116

Furia.

Nei, Catilina! nei, det var ei saa, –

de vinked' kuns, Du skulde følge dem.

Catilina.

Vel mig, hvis jeg formaaed' det –

Furia.

Nu, tænk

ei meer derpaa, – kom, jeg vil smykke Dig

med Seierskrandsen, med din Seiers Løn!

(strækker Krandsen imod ham)

Catilina.

Fy, hvad er det, – en Valmuekrands –

Furia (med vild Munterhed)

Nu ja!

Er det ei smukke Blomster, – see, de lyse

i Maaneskinnet, lig det friske Blod –

Catilina.

Nei, væk med dem, de har en rædsom Glands.

Furia (med Latter)

Nu, elsker Du de matte, blege Farver,

saa vil jeg skjænke Dig den grønne Tangkrands,

som Tullia bar i de vaade Lokker,

da hendes Liig paa Tibervoven svømmed!

Catilina.

Ha, hvilke Billeder! – –

Faksimile

s. 117

Furia.

Skal jeg maaskee

da hente Græsset ifra Romas Marker,

med brune Pletter af det Borgerblod,

som strømmed' for din Haand, min Catilina!

Catilina.

Holdt inde – –

Furia.

Eller skal jeg bringe Dig

en Krands af Skovens brune Løv, der visned',

da det var Vidne til Forbandelsen,

som ifra den Forførtes Læbe lød – –

Catilina.

Ha, er Du da en Dæmon – –

Furia.

Nei, en Minder,

en venlig Minder om din Fortid kun – –

Catilina.

Men hvorfor nu – –

Furia.

Ved Maalet skuer jo

den trætte Vandrer paa sin Vei tilbage.

Catilina.

Staaer jeg da ved mit Maal? –

Faksimile

s. 118

Furia.

Saafremt Du vil –

Catilina.

Jeg vil? ja vist! ha, fælt din Tale har

en Hær af Billeder fremmanet i min Sjæl –

(med Hæftighed)

Hvad ville I mig da, I blege Skygger,

lad mig i Ro, hvad fordre I af mig?

Furia.

Kom til Dig selv, dit Indre er i Oprør –

kom, lad mig flette Krandsen i dit Haar –

den har en stærk, en virksom Lægekraft,

den dysser Dig til Ro, – den skjænker Glemsel. –

Catilina (i Tanker)

Glemsel siger Du, ha, det er Ordet just,

saa tryk da Krandsen tæt omkring min Pande.

Furia (sætter ham Krandsen paa Hovedet)

Nu er Du smykket, – saadan skal Du træde

for Mørkets Fyrste frem, min Catilina!

Catilina.

Ja ja, jeg vil, – jeg længes efter Ro, –

min Sjæl er vorden mat i Livets Kampe; –

nu vil den slumre, – Alt er sort derinde,

som denne Nat, og dog, jeg skimter end

en Stjerne glimtende igjennem Mulmet her. – –

(lægger Haanden paa Brystet.)

Faksimile

s. 119

Furia (afsides)

Ha, det er hende – –

Catilina.

– Den forhindrer mig,

jeg kan ei følge Dig, førend dens Glands

er ganske slukket. – O! der var en Tid,

da den var straalende og blank som Stjernen

paa Himlen hist, bag Skyens mørke Bræm.

Nu er den mat, den dæmrer taagedækt – –

Furia.

Saa sluk den ganske – –

Catilina.

Ha! hvad mener Du!

Furia.

Du har din Daggert end, – to Tommer Staal

er nok, da banker ei hiint Hjerte meer,

der stilled' fiendtlig sig imellem os.

Catilina.

O, jeg forstaaer – – – Aurelia – nei nei

jeg havde hende glemt, jeg veed ei selv,

det tykkes mig, som om det alt blev godt

og roligt i min Sjæl, naar kun jeg lagde

mit Hoved ned til hendes Barm, og glemte,

– glemte Alt – –

Furia.

Nei, det er Daarlighed

Faksimile

s. 120

at tænke meer paa Sligt, – dog, som Du vil,

nu gaaer jeg bort, søg kuns, om Du kan finde

hos hende din længst tabte Rolighed – –

(med stigende Heftighed)

Ha, Daare! troer Du da, de blege Døde

vil lade Dig i Fred, – nei, nei, de skulle

i vilde Hobe samles rundt om Dig; –

fælt vil de stirre med de hule Øine,

og kræve blodig Hævn – –

Catilina.

Ha, Du har Ret!

(seer sig om)

(vildt) Paa Jorden spirer Freden ei for mig, –

jeg følger Dig til Dødens Skyggeland; –

– ja, hun skal falde! – hun er Baandet, som

end knytter mig til Livet – –

Begge.

Hun maa falde!

(Et Lyn oplyser Scenen, og Tordenen ruller.)

Furia.

De høie Magter hørte, hvad Du svoer, –

see, Catilina! hist dit Offer kommer –

Aurelia.

(kommer ind fra Baggrunden og
seer sig ængstelig omkring)

Hvor skal jeg finde ham? Jeg seer ham ei, –

I høie Guder! skjænk mig Kraft (bemærker ham) O, Himmel!

Faksimile

s. 121

(iler mod ham)

Min Catilina!

Catilina (vildt)

Ha! hvad vil Du, Kvinde?

Aurelia.

Du lever end! (vil kaste sig i hans Arme)

Catilina (støder hende bort)

Gaa, gaa, jeg hader Dig!

Aurelia.

O, milde Himmel!

Catilina.

Vil Du hilde mig

paany i Lænker, – ha! det skal ei lykkes; –

stir ikke saadan paa mig, Kvinde, vid! –

jeg kan ei taale disse ømme Blikke;

de trænge mig til Hjertet som en Dolk, –

jeg taaler det ei længer, – Du skal falde!

(han drager sin Dolk og griber med Heftig-
hed hendes Arm.)

Aurelia.

O, høie Guder! vaager over mig!

Catilina (med stigende Heftighed)

Du skal, Du maa, – Du knytter ene mig

til Livet, – snart er Baandet søndersprængt. – –

(et stærkt Tordenskrald høres)

Faksimile

s. 122

(rasende)

Hør, Kvinde! hør, hvor Tordnen ruller huult – –

sig, hører Du? nu tale Guderne

det sidste Afskedsord til Catilina! –

(Han styrter imod hende, hun flygter udenfor
Scenen; han forfølger hende.)

Furia (seer efter dem med vild Glæde)

Nu er min Seier vis, – han hæver Dolken alt, –

forgjæves strækker hun sin Haand mod Himlen;

– han støder til, – hun segner i sit Blod. –

Catilina (kommer langsomt ind)

Nu er det skeet; – snart er jeg ikke meer, –

alt sænker Dødens Ro sig i min Sjæl.

Hvad fattes mig, – jeg veed det ikke selv, –

det tykkes mig, som brast mit Hjertes Strænge

ved hendes Dødssuk. Jeg er sært beklemt,

ret som om pludselig den vide Jord

var bleven til en stor, uhyre Ørk,

hvor ikkun Du og jeg stod end tilbage.

Furia.

Saa er det, Catilina!

Catilina (grublende)

For mit Blik

opklares, hvad jeg længe dunkelt følte. – – –

– Er ikke Livet da en stadig Kamp

imellem Sjælens fiendtlige Kræfter, –

Faksimile

s. 123

og denne Kamp er Sjælens eget Liv; –

men Sjælens Kampe tie i min Barm. – –

(heftigt)

Nu vel! jeg er ei Catilina mere, –

tag der min Dolk, – sluk Lampens sidste Blus!

Furia (griber Dolken)

Saa fald da for min Haand, og jeg skal følge

Dig, Catilina, selv bag Gravens Skygger.

(Hun støder Dolken i hans Bryst, han syn-
ker om ved Foden af Træet.)

Catilina (efter en Pause, med mat Stemme)

Ha! nu fatter jeg din Tale, gaadefulde Aand!

«halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed Haand.»

Da jeg hendes Hjerte knuste, flygted' fra min Sjæl

alt hvad Godt og Skjønt der boed', kuns en Midnat fæl

blev tilbage, – snart den vorder til et evigt Mulm.

Mørke Styx, slaa nu din Bølge imod Strand og svulm

over Bredden, snart Du fører Catilina hen

mod det dunkle Tartarus, imod hans Fremtidshjem.

Tvende Veie gaae histnede, – een for mig er kun,

imod Venstre – –

Aurelia (kommer ind bleg og vaklende,
med blodigt Bryst)

Nei, mod Høire, mod Elysium!

Catilina (forfærdet)

Ha, hvor hendes blege Skygge fylder mig med Gru; –

sig, er Du fra Døden stegen, eller lever Du?

Faksimile

s. 124

Aurelia (knæler ved hans Side)

O, jeg seer dit Indre gjære som en oprørt Sø –

lad mig klynge ømt mit Hjerte til din Barm, og døe.

Kuns en Slummer, Dødens Herold i min Sjæl var dalt,

men mit matte Øie fulgte Dig, jeg saa det Alt, –

og min Kjærlighed i Dødens Stund mig Kræfter gav, –

Bryst ved Bryst, min Catilina! synke vi i Grav.

Catilina (smerteligt)

O, hvor gjerne! dog forgjæves er et saadant Haab; –

i mit Hjerte toner rædsomt Hævnens vilde Raab.

Nei, Aurelia! Du svæver mod den lyse Evighed, –

Nemesis mig fører imod Mørket ned.

(Dagen gryer i Baggrunden.)

Aurelia (venligt, idet hun peger
mod Østen)

Nei, for Kjærligheden svinder Dødens Rædsler og dens Nat,

seer Du, Tordenskyen viger, Stjernen blinker bleg og mat;

(svagt)

Lyset seirer, – see, Aurora smiler mild og varm,

følg mig, Catilina! Døden griber alt min Barm.

(Hun segner. Catilina griber hendes Hænder.)

Catilina (med den sidste Kraft)

Ha, hvor skjønt! see grant nu mindes jeg min sære Drøm,

hvordan Hallens tætte Mørke spredtes af en Strøm

ifra Solens lyse Straaler, fra den unge Dag.

O, mit Øie vorder dunkelt, og min Arm er svag;

men i Sjælen er det lyst, som aldrig før det var, –

Faksimile

s. 125

Og mit Liv, min Fortids vilde Bane, er mig klar. –

– Ja, mit Liv var Natten, fælt belyst af Nattens Glød,

men en rosenfarvet Morgendæmring er min Død!

Du har Sjælens Mulm forjaget, i mit Bryst er Ro,

see, jeg følger Dig til Lysets og til Fredens Bo!

(han river Dolken raskt ud af sit Bryst;
med døende Stemme)

Himlens høie Guder skue med Forsoning ned, –

Du har Mørkets Magt beseiret ved din Kjærlighed!

(Under de sidste Replikker har Furia fjernet sig mere
og mere mod Baggrunden, og under Slutningen
forsvinder hun. Catilinas Hoved synker ned paa
Aurelias Bryst. De døe.)

Faksimile

Anmærkninger.

Hvad de Facta, der ligge til Grund for nærværende Styk-
ke, angaae, da ere disse altfor bekjendte, til at det ikke strax
skulde sees, hvilke Afvigelser der ere gjorte fra det historisk
Sande, og at det Historiske blot deelviis er benyttet, saale-
des at dette nærmest maa betragtes kun som en Iklædning
for den gjennem Stykket gaaende Idee.

At Forfatteren har betjent sig af historiske Navne for
Personer, der saavel med Hensyn til Characteer, som andre
Omstændigheder optræde anderledes, end man fra Historien
lærer dem at kjende, vil forhaabentlig undskyldes, saameget
mere, da disse Navne neppe ere fremragende nok, til at for-
styrrende Indtryk skulde fremkaldes ved deres Optræden un-
der Forholde, hvorunder de i Historien ikke antræffes.

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: